Fredag den 5. februar

Der gives dage, hvor Zen ikke indfinder sig af sig selv. Overhovedet. Hvor vejrtrækningen sidder oppe i halsen i stedet for nede i maven. Og hvor man ikke kan mærke, at der er et stille center indeni, fordi det hele sitrer. Jeg vidste godt, at i dag ville blive sådan en dag; jeg vidste det kl. 4 i nat, da jeg fortsat ikke var faldet i søvn.

På den slags dage er det særlig vigtigt at have Zen-skabende ritualer, der kan give ro. Og de behøver ikke være særlig avancerede for at virke.

1

Da børnene var sendt i skole, smuttede jeg tilbage i seng og lagde mig under to tunge dyner. Jeg kalder det Farmor-tricket (for min farmors dyner var tonstunge), og det virker hver gang. Jeg trækker vejret i bund og kroppen bliver stille. Banalt? Nej, basalt. Prøv selv en dag.

2

Kombinationen af Jacob, varm kakao, tæpper, en god bog og gulvet i karnappen. Hvis ikke det skaber ro og fordybelse, så er der kun fuld narkose tilbage. Og det gjorde det da også. Hvor er det lækkert at vide, at der er enkle veje til Zen, der aldrig svigter.

3

Elise og jeg var i byen sammen for at købe stof til konfirmationskjolen. Derfor kom vi til at tale om tro, og hun fortalte, at hun hver aften beder både Fadervor (hvilket jeg godt vidste) og en særlig bøn, hvor hun takker for den dag, der er gået, og beder om støtte til sig selv eller andre, der har støtte behov (hvilket jeg ikke vidste). Og så fortalte hun, at bøn giver hende en følelse af indre ro og tryghed.

Kald det Zen eller kald det noget andet. Det er under alle omstændigheder en metode, der er kommet for at blive.