Fredag den 10. juni

af Anna Skyggebjerg den 10. juni 2011

“Om ikke jeg havde lyst til at skive noget på bloggen om Sverige?”, spurgte damen fra bureauet.

Altså, jeg blev jo VILDT beæret over at blive spurgt. Men Sverige? Helt ærligt. Havde det nu været… New York eller Berlin eller noget. Så kunne vi vel snakke om det. Efter en studietur, forstås. Men Sverige… Ej, jeg tror ligesom min blog er NOGET mere fancy end det….

Så spurgte jeg børnene, “Hvad tænker I egentlig på, når jeg siger Sverige?”  

Og nej, de sagde ikke kjøtbullar, selvom vi var i IKEA i onsdags, og de fik 15 hver.

De nævner navnene på nære svenske venner: Totte, Alfons, Emil, Pippi, Peddersen og Findus og Hugo.

“Hugo?”, siger jeg og gennemroder den litterære arv i mit hoved. (Victor Hugo? Han var da fransk. Og ham kender de da slet ikke…)

“Elgen, mor!”, siger Jacob indigneret -- og så husker jeg det. Vi har klappet en elg oppe i Sverige, og han hed Hugo. Godtnok var han inde bag et hegn i Skåne Dyrepark, men gennem hegnet klappede vi ham på mulen, og jeg aede ham på geviret, som var så blødt som mos og fik mig til at tude af rørelse. Og han blev vores ven. En af vores mange svenske venner.

Så undskyld dame, at jeg var så hovski-snovski. For sandheden er, at den forlængede weekend vi havde til Skåne Dyrepark, den er en af de bedste ferier, vi har været på. Vi sov endda i nogle grotter. Som ligesom var bygget ind i en bakke. Grottbyn, hed det. Og der sov Jacob så godt, at han ikke vågnende, da han kom susende gennem luften fra overkøjen og landende smask på gulvet. Jamen, han havde selv sagt, han ville sove der sammen med Elise….

Jätte bra mama!

Hende damen fra bureauet har lavet en hjemmeside, www.meresverige.dk med SERIØST mange informationer om ferier i Sverige for børnefamilier. Og hun har åbenbart overtalt Martin og Ketil Gætte-en-lort til at lave de mest corny videoer om alle seværdighederne. På videoen herunder er de i Skåne Dyrepark. Hvor de blandt andet ser en elgko med tre nyfødte kalve. Måske er det Hugo, som er faderen! Så bør vi jo næsten have en barselsgave med. For vi tager op til ham til sommer, har vi besluttet.

Jacob får så underkøjen den her gang.

PS: På vej hjem spiste vi kager hos Flickorna Lundgren. Man sidder ude i en stor, blomstrende have og spiser nybagte kager til man revner.

{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Jane 11. juni 2011 kl. 22:12

Øv, jeg synes det er lidt ærgerligt med reklamer på denne måde…

Du skriver godt, men der er jo ingen tvivl om, at det er en reklame. Og det har jeg bare ikke lyst til at læse.

Er ellers vild med din blog – men ikke dette indlæg. Beklager!

Anna Skyggebjerg 11. juni 2011 kl. 23:37

Kære Jane,
Du har ret: Det ER reklame. Som jeg skrev forleden, har jeg besluttet mig til ind imellem at lægge reklamer på bloggen. Men jeg besluttede samtidigt, at jeg kun vil reklamere for ting, jeg kan stå inde for, og at det skal fremgå tydeligt, at der er tale om en reklame. Derfor har dette indlæg ikke det sædvanlige format med hele 3 ting.

Jeg vil gerne være ærlig og fortælle dig, hvorfor jeg efter to år og 700 blogindlæg har valgt – ligesom andre bloggere – at lægge reklamer på bloggen. Det har ganske enkelt med økonomi at gøre. Det koster at have en blog – og de penge vil jeg gerne have ind igen. Uanset hvor glad jeg er for at blogge (og jeg ER meget glad for at blogge!) , så vil jeg gerne have, at den i det mindste ikke giver underskud. Jeg er trods alt forfatter og bloggen er en del af mit arbejde.

Jamen, tjener jeg ikke pengene ind på at læserne køber mine bøger, spørger du nok. Svaret er, at nej, det gør jeg ikke. Langt fra, endda. Jeg tjener ingenting på at sælge bøgerne via bloggen. Og forleden fik jeg opgørelse over, hvad jeg det seneste halve år har tjent på at sælge”Zen for mødre” gennem boghandlerne. Jeg har tjent 500 kroner. Før skat. På et halvt år.

Jeg ved godt, at de her informationer ligger langt ud over, hvad du – og andre læsere – måske ønsker at vide. Der kan være noget vældig pinligt over at høre om andres mennesker økonomi. Men jeg har altså ikke desto mindre valgt at være ærlig om baggrunden for, at bloggen ind i mellem får et andet format.

Jeg værdsætter din kommentar. For den har givet mig anledning til at uddybe begrundelsen for min beslutning. Og også anledning til at spørge alle I andre:

Synes I, det er irriterende med reklamer?

Det siger sig selv, at hvis I synes det, så vil jeg alvorligt genoverveje min beslutning.
For det er jo jer, jeg skriver for.

Rebekka Ahrnkiel 12. juni 2011 kl. 08:30

Hey. Må bare sige, at jeg synes dit indlæg om Sverige var så morsomt. Historien om Jacob i overkøjen gav mig virkelig smil på læben.
Jeg har ogte tænkt på, hvordan du kunne få en sådan blog til at løbe rundt, når den i sit udtryk var blottet for reklamer og andet snavs…..
Synes det er helt okay, at du reklamerer for ting, som vedrører dig, og som du selv har “et forhold” til.
Har du mon overvejet at have nogle få reklamebokse i højre side? Det har du sikkert……
Det rokker altså ikke på min opfattelse af bloggen, at der en gang imellem dukker et velskrevet og sjovt reklameindslag op. Man kan jo bare vente til næste dag, hvis man ikke lige orker det.
Så go, go, hellere lidt reklamer, så bloggen kan løbe rundt økonomisk.
God pinse de damer.
:) -Rebekka

Helle 12. juni 2011 kl. 15:08

Jeg synes det er helt fuldstændig i orden, at du reklamerer for et produkt ved at skrive om det på din blog, jeg tror bare du skal sørge for at ingen læsere er i tvivl om, at det er en reklame, de sidder og læser.

Netopden kunst mestrer du til fulde i indlægget her ved at melde klart ud at det er en opfordring fra “damen på bureauet” og derefter fortælle om en skæg personlig oplevelse, der knytter sig til produktet (i dette tilfælde, Sverige).

Og om Sverige – (og jeg får ikke penge for at skrive det *høhø*): Da vi i en sommerferie gjorde den næsten obligatoiske rejse til Astrid Lindgrens Verden, var første stop på rejsen, den store Djurpark (Dyrepark) i byen Borås, ikke så langt fra Gøteborg (vi jyder kommer jo anstigende til Sverige ad en anden vej en folk fra Sjælland) og det var et af de fedeste steder, jeg har været med mine børn. Hvis man kender Løveparken i Givskud, så gang den med 100 i både størrelse & seværdighed. Vi taler stadig om nogle vildt søde bjørneunger, som mine piger forelskede sig dybt i.

Mange hilsner fra Helle

Jane 12. juni 2011 kl. 21:25

Jeg forstår godt det økonomiske aspekt – al respekt for, at du i det hele taget gider blogge.

Men det er måden, der bliver reklameret på, som jeg synes er lidt ufin.

Det er svært at forklare, men det er noget med, at jeg forbinder dit skrevne ord med autenticitet – at når du skriver noget, så mener du det, og det kommer fra dit hjerte, og det går lige over i mit hjerte.

Når du så skriver reklametekster og publicerer dem på samme måde, som du publicerer dine egne ting, så rører det ved noget inde i mig på en måde, som jeg ikke bryder mig om.

Heller ikke selvom jeg godt ved, du bliver betalt for det, og at du sikkert også synes Sverige er et fint sted, selv hvis du ikke blev betalt for at berette om det.

Jeg synes lidt det svarer til den redaktionelle omtale, som cremeproducenter kan købe sig til på skønhedssiderne i magasinerne.

Selvom de cremer, der bliver omtalt, sikkert er meget gode, så rykker det alligevel ved skønhedsskribentens troværdighed, at hun omtaler dem FORDI hun bliver betalt for det.

Ved slet ikke om det giver mening.

Jeg synes reklamebokse i siden er noget HELT andet. Det kan jeg støtte 1000 % Så bliver det nemlig ikke blandet sammen med din integritet.

Hvis pengene er gode nok, kan man jo stå inde for hvad som helst:

Hundeshampoo? Tja, hvorfor ikke, bare den er uparfumeret.
Frost-frikadeller? Joeh, de er vel gode i en snæver vending

Osv…
Pointen er bare, at det jo ikke kommer fra det dybe sted indeni DIG, som jeg synes er så inspirerende….

Derfor synes jeg ikke om det. Men jeg fortsætter nok med at læse med alligevel. Tror jeg.

Rikke 14. juni 2011 kl. 12:36

Reklamer? jeg har selv nogen google adds i margen. Har aldrig tjent en kr på dem eller i hvert fald ikke nok til at jeg nogen sinde har fået noget udbetalt. Lige nu beholder jeg dem, fordi de morer mig. Jeg mener: Hvorfor synes google absolut at jeg skal købe noget anti-snorke-halløj??.. !!??

Men tilbage til dig og de sponsorede indlæg – Personligt synes jeg at det er ok (Dog var jeg ved at brække mig da jeg så den 4. blog der skrev om Carlsberg Beo på en uge). Men jeg synes at man skal gøre det 110% klart at det er et sponseret indlæg. F.eks. gør Soulemama det elegant, se her: http://www.soulemama.com/soulemama/2011/06/soulemama-sponsor-aurora-shoe-company-.html
Og så hjælper det jo lidt på læsernes velvilje at der er give-aways og promotions koder fra sponseren

Skriv en kommentar