Fredag den 16. maj

De seneste par dage har jeg haft besøg af Veninde. Hende, som jeg har kendt siden børnehaven; som er det klogeste væsen, jeg kender – og uden hvem jeg aldrig træffer større beslutninger. Hun er også et af de modigste mennesker, jeg kender. Fordi hun tør træffe valg, så de afspejler hendes værdier. Også når de går stik imod normen. 

For et par år siden ringede Veninde en lørdag aften og fortalte, at hun havde ryddet ud i huset: ”Pludselig kunne jeg se, at der er to af alting: To lysestager, to små planter, to sofapuder, to lænestole. Jeg har flyttet par-diktaturet ind i mit eget hjem!” Så havde hun smidt hver anden ting ud. For et halvt års tid siden flyttede hendes datter hjemmefra, og Veninde besluttede, at nu var det tid til at tage næste skridt i hendes forenkling af livet. Hun boede udenfor Aarhus i et 2-etagers rækkehus med en lille have, men søgte en 1-værelses lejlighed inde i byen og gik i gang med at forberede flytningen. Hvilket reelt vil sige, at hun forærede mere end halvdelen af sit indbo væk og smed en fjerdedel ud – så da hun havde fået sin 1-værelses, kunne hun flytte den sidste lille fjerdedel af sine tidligere ejendele ved at stuve hele molevitten ind i en lejet kassevogn og køre en enkelt gang udefra og ind. Hun skrev til mig få dage efter flytningen, at ”Det er det tætteste, jeg kommer på lykken. Her er fred. Jeg er fri. Jeg elsker det. Du vil blive misundelig, når du ser det!”

Og jeg tog til Aarhus og så det. Jeg kunne finde adressen i søvne, for Veninde er flyttet ind i den samme opgang, hvor jeg selv har boet fra jeg var 20 til jeg var 31, indtil jeg fik job i København og måtte flytte. Jeg boede i lejligheden 1. th., hun bor i 1. tv. Bortset fra, at jeg havde udsigt til gården og hun har udsigt til gaden, er de to lejligheder ens. Officielt er de 40 kvadratmeter, men det må være medregnet trappe og kælderrum og cykelkælder og nok også lidt af parkeringspladsen foran huset. De lejligheder er ikke i nærheden af at være 40 kvadratmeter. Her er, hvad Venindes lejlighed indeholder: 1 seng, 1 skab, 1 bord med 3 klapstole, 1 lænestol, 1 lille bord ved siden af lænestolen, hvor der kan stå en tekop. Der hænger et tv på en af væggene.  Alt er hvidt, bortset fra grå puder på sengen. Vi kalder hendes hjem for Island of Calm.  Mit eget hjem er… anderledes. Behøver jeg mon sige mere end, at der er fire etager og en pude i sofaen, som er lyseblå og har et billede af to isbjørneunger, der kysser? Og bagved sofaen står der et konsolbord med to ens lamper? Jeg elsker mit hjem, men Island of Calm, det er det altså ikke. Og jeg blev lidt misundelig på Venindes hjem, sådan som hun havde forudset. På grund af enkelheden. På grund af den økonomiske frihed, og den indre ro, der følger med. Man kan trække vejret i bund i det hjem. Jeg tænkte over mine prioriteringer og mine sofapuder.

Det kræver mod at træffe det valg, Veninde har truffet. At skille sig af med de fleste af sine ting og flytte til noget, der er så småt, at man stort set ikke kan have besøg – og så sige, at man er lykkelig. Det kræver mod at tale normen midt imod og insistere på at følge sin egen vej til lykken. For når hun gør det  – følger sin egen vej  og siger højt, at ”Det her valg gør mig lykkelig” – så er der uvægerligt nogle, som ikke hører, at hun har valgt det til, som passer til hende, men derimod hører, at hun har valgt det fra, som passer til dem. Og det er provokerende for dem; de føler sig underkendt. Så naturligvis har Veninde allerede mødt fordømmelsen: ”Hvad er der med hende? Hendes liv bliver mindre og mindre.” Selv oplever hun det stik modsat: Livet er blevet rigere. ”Det tætteste, jeg kommer på lykken.”

Jeg beundrer hende. Og til kritikken har jeg følgende at sige: Man skal give kærlighed til sin familie og dem, man i øvrigt elsker. Det gør Veninde. Man skal være engageret. Det er Veninde. Man skal være venlig, og man skal passe sit arbejde, når man er så heldig at have et, og selv betale sine regninger, når man er så heldig at kunne. Veninde er venlig og passer sit arbejde og betaler sine regninger.

Derudover er man sgutte forpligtet. Mere indviklet er det ikke.