Børnene og jeg er alene hjemme i ti dage. Vi nyder det, for vi bliver jo fuldtallige igen. Indtil da trækker vi gamle numre op af hatten: gamle ritualer, der stammer fra den fortid, hvor vi var en anderledes familie, fordi der var én voksen, ikke to, og nærheden mellem børnene og mig derfor var…uafbrudt. For sådan er det, når man er en familie med en enkelt voksen.
Vi drikker te i lang tid, læser i lang tid og sover sammen i den store seng. Det er ikke kæmpe store forandringer i forhold til for få dage siden, men de er alligevel mærkbare.
Pointen er ikke, at livet er bedre (eller værre), når man er én voksen frem for to. Pointen tror jeg snarere er, at vi til daglig lever efter faste rutiner. Vi kører på automatpilot med rutiner, der er effektive – frem for ritualer, der er Zen-skabende.
Måske var det en idé at bruge tid her i weekenden på at tale med familien om, hvordan I kan gøre rutiner til ritualer – og få mere ro, nærvær og fordybelse i hverdagen?
PS: Dagens snapshot er et græskar, jeg købte, fordi jeg ikke kan stå for farven.
