Fredag den 23. oktober

1

Det har været en hektisk dag. Søren skal rejse et par uger til Jordan i morgen tidlig, og hov…. vi havde lige glemt at skaffe ditten og datten,  og det viste sig at være ikke helt enkelt at rette op på i sidste øjeblik  – osv.

Havde vi ikke haft fredagspizza som ritual, var vi aldrig kommet til at stå stille samtidigt. Hurra for zen-skabende ritualer, der kan sikre, at man får trukket vejret, når man nu ikke selv kan huske det.

Og vennerne var glade for at komme til middag hos os. De har nemlig en rotte boende i deres køkken, så de indtil videre kun kan få mad, der leveres udefra eller kan laves inde i stuen i en vandkoger. For eksempel pulverkartoffelmos og kogte pølser. Imens sidder rotten og nyder livet i køkkenet, hvor den især går efter chokolade og rosiner (men ikke hvis det ligger inde i fælden, forstås).  Klog rotte!

Hvis du ikke ved, hvad du skal skrive i din taknemmelighedsdagbog i aften, så har jeg fra pålidelig kilde, at du skal være taknemmelig for ikke at have rotte i køkkenet. I ugevis. Om natten.

2

I dag er jeg taknemmelig for egne venner og for Jacobs bedste ven, som er på pizzaholdet. De to drenge leger,  som man kun leger, når man har kendt hinanden altid og er sjælsforbundne: med en fortrolighed og en omsorg for hinanden, der er rørende. De kan uden problemer gå fra at lege tampen brænder (med en refleks) over eksistentielle samtaler og til indviklede kampe med Bagugan’er. I rigtige venskaber er rummeligheden stor.

Da de legede, lå der pludselig denne samling klassiske drengeskatte i stuen:

3

Og nu… Sætter mig ud i mørket på altanen med min mand. Trækker vejret i bund og tiden ud.