Træerne vokser ind i himlen…
Jeg har i dag siddet på en klog kvindes altan. Den altan er i 4. sals højde, og vi sad derfor i øjenhøjde med - og tæt ved - kronerne på nogle meget gamle træer. Midt på Frederiksberg! Jeg tror ikke, jeg var særlig begavet at høre på, men jeg var til gengæld begejstret: “Så du det: Den havde noget i næbet!”/”Hej egern! Hej, lille skat!”
Jeg har et passioneret forhold til træer. Og vil i dette lukkede forum ikke lægge skjul på, at jeg betragter dem som levende væsner med krav på beskyttelse. Ja, jeg er typen, du en dag kan læse om i en artikel med overskriften “Ældre dame lænket sig til fældningstruet træ.”
Og dagen bragte flere tegn på, at træerne virkelig vokser ind i himlen: Elise og jeg har været på restaurant, og pludselig spørger Elise, “Hvordan har du det egentlig? Med job og kærlighed og det hele.”
Lisa Simpson, mit forbillede, i færd med at beskytte et træ i Springfield:
