Hvorfor Magic Mike gør mig stille.
Jeg er lige kommet hjem fra biffen. Jeg havde inviteret Elise med ind for at se Magic Mike XXL.
Det er en god film. Ikke alene fordi Channing Tatum er med på alle billederne, men selvfølgelig også derfor. Men den er god. Den er sjov. Den er over-the-top. Og den er rørende i sin beskrivelse af en flok venner, som ikke rigtigt kan få deres voksne liv til at fungere, og derfor tager en aller sidste tur sammen som strippere. “Male entertainers” kalder de det.
Filmen bygger fra begyndelsen op til vennernes sidste optræden for 3000 skrigende kvinder. Inden vi når finalen, har der været andre grupper af skrigende kvinder. Og da var det, jeg pludselig blev lidt stille i det. Ikke fordi jeg blev flov over den virkeligt meget explicitte “entertainment”, for det blev jeg ikke. Heller ikke på grund af et stereotypt kvindebillede, for rent faktisk kan man nemt se Magic Mike XXL som en feministisk film. Nej, jeg blev stille i det, fordi det pludselig gik op for mig, at jeg nærmest aldrig nogensinde har stået i en stor gruppe og skreget. Jov, der var måske lidt diskret heppen til en Justin Timberlake koncert, men ellers ikke. Og derfor gik jeg fra biffen enormt godt underholdt, men også med tanken, “Guud, Anna, du er skide kedelig. Alle de andre…”
Og nu nærmer jeg mig pointen. For I ved godt, hvor tit jeg har skrevet på denne blog, at introverte ikke er asociale, men bare foretrækker at være sociale på en anden måde end den ekstroverte måde. Hvilket for eksempel betyder, at det ikke ligger lige til højrebenet for en meget introvert som mig at stå i en stor gruppe og skrige op over male entertainers. Og I ved også godt, hvor tit jeg har skrevet, at det gode liv handler om at kunne stå ved den, man er.
Men nu her til aften, post Magic Mike, har jeg bare lyst til at sige det, som jeg måske ikke så tit har sagt: At ind imellem kan man alligevel godt komme til at føle sig lidt kedelig, når man er den stille type. Ind imellem kan man mærke den gamle følelse af at være forkert. Den følelse, vi havde, inden vi vidste det, vi ved nu, om at være introvert i en ekstrovert verden. I gamle dage (altså inden jeg vidste det, jeg ved nu), ville sådan en følelse have givet Kæk anledning til at komme springende ind på banen. Jeg ville have kompenseret for min introversion med kækhed og anden jeg-fremmed spas. I dag er Kæk afløst af en stille følelse. Først en stille følelse af at være kedelig. Så -- senere på aftenen -- en stille accept af,
1) at jeg er, som jeg er,
2) at af den grund er der oplevelser, jeg er gået glip af, og andre oplevelser, jeg i stedet har fået, og
3) at det er ok sådan.
{ 12 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvor er det fremragende skrevet!
Og det modsatte af festligt… behøver ikke være kedeligt… det kan sagtens være stille.. og værdifuldt. 
Ja, man kan godt komme til at føle sig kedelig … af og til.. når man lever et stille introvert liv… har endda grebet mig selv i at ønske, at være ekstrovert for en dag… at være i stand til at nyde, at deltage i “festen”
Det er ikke muligt… vi introverte har nogle andre gode og smukke oplevelser .. i det stille…og vigtigst er det, at stå ved og acceptere sig selv.. som man er.. ingen kan få alt
Problematikken om at melde ærligt ud, at man som introvert ikke er til fest, farver og alkohol i nattelivet, var oppe at vende i Mads og monopolet i dag og det er rigtig godt der bliver talt om det – jo mere jo bedre – så det at have andre værdier end de ekstroverte, anerkendes og accepteres helt naturligt.
Jeg er stor fan af Susan Cain, som har startet Quiet Revolution og gjort meget for den sag
Hvor er det fint skrevet!(som altid)
Igen stof til eftertanke her … Tak for det.
For tre måneder siden var jeg til fest med min gamle gymnasieklasse – og alle de andre årgange, der også blev studenter for alt for mange år siden. Det var en dejlig aften, som sluttede af med, at vi alle sammen dansede til alle de samme sange, som vi også dansede til dengang. Dengang … hvor jeg ofte stod i en flok og skreg. Og dansede. Og væltede øl ud over mig selv og andre. Og skreg lidt mere. Det gør jeg ikke mere. Ikke fordi jeg er blevet ‘for gammel’ til det, men fordi jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst. Fordi jeg hellere vil bingewatche otte afsnit af Homeland end at mingle med 40 mennesker, jeg ikke kender. Fordi jeg står ved mig selv. Tror jeg da. For dagen efter det der studenterjubilæum var jeg faktisk lidt høj over al den dans; over at have råbesunget “Kun for mig, kun for mig” og givet den gas med noget luftguitaragtigt, som i hvert fald ikke har været i spil de sidste 20 år (og min 18-årige ville med garanti sige: Gudskelov for det – keep it that way, please!). Og bagefter blev jeg en lille bitte smule trist. Over at fest og farver, råben og skrigen er røget HELT ud af mit liv, for der er faktisk også noget forløsende over det – i trygt selskab, vel at mærke. Måske handler det også om det?
PS: Får AKUT lyst til at se Magic Mike!
Tak for de ord, Superheltemor. En ære at få fra et ordmenneske som dig!
Og tak fordi du gider at kommentere Jeg lægger mærke til dig, også selvom jeg ikke altid får svaret tilbage!
Oplagt sammen med din Anna!!
Ja, jeg tror, du har ret. Det handler igen-igen om at finde den rette balance. Og at være alt det, vi er. Sådan lidt plat sagt. Og visse ting kræver trods alt mere end, “Hvor er det dog knippel!” (Hvilket Homeland i øvrigt virkelig, virkelig er!)
Kære Vibeke, Jeg må fluks høre Mads & Monopolet. Tak!
Jeg deler fuldkommen din holdning til Susan Cain!
To ord…
SPOT ON!
Jeg har aldrig været tryg ved de der store skrigende menneskemængder… Sjældent har jeg været til ståkoncerter – for med mine knap 163 cm i højden, så er jeg altså lidt nervøs for at blive mast…
Du er altid velkommen til mine ord, Anna. Og ja, den er virkelig knippel – og vanvittig uhyggelig. Men jeg har det vildeste girl crush på Claire Danes og et helt almindeligt crush på vores rødhårede ven og på serien som sådan. Hvilken gave (først) at opdage den nu!