Det har været småt med blogindlæg på det seneste. Og jeg føler trang til både at forklare og beklage.
Årsagen er, at jeg har været træt. Ikke bare sådan moderat træt, men komplet udkørt. Og årsagen til trætheden har været en uskøn kombination af stress på arbejdspladsen og så de hhv. brækkede og forslåede hænder, der har medført store doser medicin, chokolade og selvmedlidenhed. Det bliver man tilsyneladende træt af. Jeg gør i hvert fald.
Og nu til beklagelsen: Indtil denne uge havde jeg glemt, hvad det betyder at være stang-træt. Jeg har levet i sådan en zombi-tilstand i årevis, da børnene var små og livet så meget anderledes ud, end i dag. Men de seneste år har livet forandret sig. Og jeg har simpelthen glemt, hvordan stang-træt føles.
Jeg beklager derfor, at jeg med garanti har skrevet blogindlæg om hvor let det er, at finde Zen-fyldte åndehuller i hverdagen – og ikke altid været sensitiv overfor jer, der lige nu lever det liv, jeg selv er vokset fra.
Jeg håber, I kan tilgive. Og se det positive i det: Trætheden bliver ikke ved. Der kommer en dag for os alle, hvor vi næsten har glemt, hvordan det føltes de år, hvor vi gik i seng med tøjet på. (Men når man senere – af andre årsager – igen bliver stang-træt, husker kroppen følelsen: “Det var sådan her, det var i de år…”)
Hvis du er så ophængt og så træt, at du ikke synes, der er plads til nogen som helst former for Zen, så acceptér det. Og faktisk: Det er en kilde til Zen at give slip på presset og bekymringerne og simpelthen acceptere, hvordan livet er lige nu. I tillid til, at det forandrer sig igen.
PS: Dagens snapshot
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak Anna, du mindede mig med din blog så fint på, at jeg glemmer at acceptere det. Er for længst over at være stangtræt pga børnene – til gengæld er der bare rigtig meget andet jeg er ophængt af nu. Derfor skal jeg huske at acceptere, at det er okay at give slip – igen TAK. Håber hænderne har det bedre. Rigtig dejlig weekend til dig og dine.
Jeg er lige netop der hvor mine øjne er rødsprængte pga af baby som ikke sover – i mere end 2 måneder har jeg max sovet 6 timer på en nat og aldrig mere end 2 timer ad gangen. jeg er træt helt ind i knoglerne og kan slet ikke tro på at vi kommer ud på den anden side. Tænker faktisk tit på at du engang skrev du løb hjemmefra, det er lige det jeg har lyst til, væk fra mand og børn og alle andre som forventer noget af mig… Men men men så tænker jeg igen på alle de gange du har skrevet man skal stoppe op og trække vejret og så ser jeg igen hvor fantastiske mine børn er og hvor dejlig min mand er – tak Anna
Håber snart det lysner på arbejdsfronten og at du snart får dine hænder fri igen!
Jeg er stangtræt. Og har været det længe. Men jeg har fundet en god trøst i at finde de små zenhuller i hverdagen, med hjælp fra dig, fordi jeg ellers slet ikke ville have opdaget dem. Jeg har helt sikkert ikke fået dem alle med. Og jeg har da også ind i mellem tænkt, at “det kan du sgu sagtens sige”, men jeg ved jo, du taler af erfaring, og det ER en trøst, at trætheden ikke varer evigt.
Pas på dig selv.
Kh T