Jeg får stadig mails fra glade læsere af Introvert. Tak for dem!
Forleden skrev en kvinde, at hun er blevet meget bedre til at stå ved, at hun er introvert. Men alligevel kæmper hun ind imellem med spørgsmålet om, hvorvidt det nu egentlig er ok at være sådan. Især når hun fornemmer, at vennerne ikke synes, det er så cool at være introvert.
Så hun spørger mig: “Hvor lang tid gik der , før du nåede til det punkt, hvor du syntes, det var ok at være introvert? Håber, du kan svare på mit spørgsmål, selvom det måske ikke er så ligetil.”
Her er en del af mit svar:
Nej, du har ret: Det er faktisk ikke så ligetil et spørgsmål. Jeg kan ikke bare svare, “Der gik 2½ år. Bum.” For sagen er jo, at det er en lang proces at lære at fuldt ud stå ved sin introverthed. Og sådan en proces er sjældent en lige vej frem, men en snoet vej – ind imellem med tilbageskridt. Som du selv skriver, er du blevet bedre til at mærke efter og at takke nej til arangementer, der tager din energi. I de situationer står du ved dig selv. Men så… når du fornemmer dine venners manglende forståelse for din introverthed, er din nyfundne selvsikkerhed alligevel ikke mere rodfæstet end, at du kommer til at tvivle lidt på dig selv og på, om det nu helt igennem er ok at være introvert. For mig lyder det helt naturligt. Det er simpelthen sådan, den slags processer er. Derfor tror jeg, det bedste du kan gøre for dig selv, er at acceptere det: “Nogle gange er jeg rigtig god til at stå ved mig selv. Andre gange falder jeg tilbage. Det er, som det er. Og det er ok. Med tiden tipper balancen, så der bliver flere og flere situationer, hvor jeg står ved mig selv. Og færre og færre, hvor jeg ikke gør.”
Visse ting er temaer gennem hele livet. For mig vil min introverthed sandsynligvis altid være det. Måske også for dig? Prøv at læse de sidste få sider i “Introvert” igen. Dem med ordene: “Vær tålmodig med dig selv. Tilgiv dig selv, når du mister fodfæstet. Og find så tilbage til den, du er.”
Dagens snapshot: Big Boy With Big Toy
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak for at du igen giver mig mod til at være introvert
<3 <3 <3 , Sonja!
Jeg har det egentlig ikke sådan, at jeg er det ene eller det andet. Og det ved jeg også godt, du siger, at det er man vel i virkeligheden heller ikke. Altså enten eller.
For nylig oplevede jeg så en kvinde, som jeg ikke kender særlig godt, sige direkte henvendt til mig: “Jamen du er jo også SÅ ekstrovert”…HVA’??? DET er jeg i HVERT fald ikke. Jeg blev – rent ud sagt – skidefornærmet.
Jeg elsker min introverthed, og hvis jeg skulle ønske mig enten eller, vil jeg helt klart gå med min introverte side. Heldigvis var der en anden kvinde til stede, som kender mig rigtig godt, der kiggede måbende og sagde: “Ajj jeg opfatter dig nu mere som introvert…altså ikke for noget…du ER da udadvendt, men jeg synes nu, du er mere introvert”. Pyhaaa, ja tak
@Hulemor: Det er nemlig rigtigt: Det er ikke enten-eller.
For mig har det givet så megen mening at tænke på mig selv som introvert, dvs faldende ret markant i den introverte del af det spektrum, der strækker sig fra “Meget introvert” til “Meget ekstrovert”. Men jeg vil meget have mig frabedt at andre mennesker begynder at definere mig i faste kategorier/stereotypier.
(Da jeg arbejdede i bøssemiljøet, var der den mest vanvittige humor. Med vitser om bøsser, der var så langt ude. Jeg syntes, det var enormt sjovt, men jeg vidste da godt, at jeg ikke selv skulle bidrage med så meget som den mest lamme vits. Der er ting, man kan gøre og sige om sit eget tilhørsforhold, som andre derimod gør klogt i at afholde sig fra. )