Fredag den 4. juni

af Anna Skyggebjerg den 4. juni 2010

1

Fra mit skrivebord så jeg i dag naboen hænge vasketøj op i sin have.  Med en lang tang af træ tog hun hvert enkelt stykke vasketøj op af kurven, så hun ikke skulle bøje sig ned. Hun hængte hver ting op langsomt og omhyggeligt, næsten kærligt. Det er Zen i hverdagen. Og jeg så længselsfuldt på.

2

Har du stadig svært ved at sætte dig selv på listen over prioriteringer og tage plads til at nære din egen sjæl ? Synes du, der er en modsætning mellem at være givende og at tage plads? At det dybest set er lige lovlig egoistisk at trække dig tilbage om aftenen til dine egne Zen-skabende ritualer? For hvad så med mand/veninde/mor/bestyrelse – og de bukser, der skulle lægges op…

Så hør en vidunderlig formulering fra min astrolog Nina:

“Man kan jo næppe kalde en blomst, der blomstrer, for egoistisk.”

3

I aften har hele familien været i selskab med blandt andre  Smadremanden Erik Bo Nielsen, der optrådte med ryggen til, fordi publikum faneme var så skide grimt; Bager Jørgen, der lavede klassisk tarteletdans;  Målermanden Heine Jochumsen Schmidt, der udførte en blindmåling på 2,22 meter –   og Henteårsartisten Leslie Bøje Møller, der kan lave bygningsværker ud af sit hentehår, så man simpelthen ikke kan se forskel på den virkelige Triumfbue og så hentehårsversionen. Kort sagt: Zirkus Nemo, det sjoveste i hele, hele verden. Se det, hvis du har mulighed for det!

Her er Jørgen Svend Madsen, med artistnavnet Bager Jørgen:

http://www.kulturplakaten.dk/wp-content/uploads/2009/11/soeren-oestergaard.jpg

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Julie 5. juni 2010 kl. 09:45

Bliver helt glad og rolig indeni, bare af at læse om vasketøjet. Det er nemlig lige præcis de små ting i hverdagen der kan være så zenfyldte. (Selvom nogle vil argumentere at vasketøj er en stor ting :) )

I dag vil jeg være en blomstrende blomst. Og passe på mig selv i det vidunderlige vejr…

Dorte 5. juni 2010 kl. 20:32

For mig er vasketøj også en af vejene til zen… Jeg tror det er noget med processen i at skabe orden og renhed ud af kaos. I hvert fald er det den eneste huslige opgave, jeg virkelig nyder og VIL have for mig selv :-)

Skriv en kommentar