Fredag den 6. maj

af Anna Skyggebjerg den 7. maj 2011

Dagen har rummet begivenheder og bekymringer. Og selvom der ikke var noget truende i nogen af dem, ja så trives jeg faktisk bedst med, at der ikke er for meget af den slags. Dybest set foretrækker jeg hverdagen og det store i det små. Og det var der heldigvis også noget af. “Hele 3 ting” i hvert fald:

1:

Mens jeg sidder og glor ind i computerskærmen og bekymrer mig over, at jeg ikke kan finde på noget at skrive, kommer Elise ind og prikker mig på skulderen og siger, “I love you. Det syntes jeg bare, du skulle vide.”

2:

At skyde weekenden ind hos pizza-vennerne. Dette umådeligt velkendte og trygge ritual beroliger. Selv at børnene løber konstant larmende gennem lejligheden er beroligende: All is well.

3:

Dagens sidste kop te. Indtaget i Vestfløjen (alias soveværelset), med døren lukket, siddende i den blå stol (som faktisk ikke længere er blå, men fortsat hedder Den Blå Stol), nydende et mirakel lige der i min vindueskarm: En lyserød hortensia. Ren Zen.

Skriv en kommentar