Mere Zen og mindre sur?
Jeg har fået en lang mail fra Tina, som synes, at det i grunden er noget træls med en præ-pubertær søn, der opfører sig forkælet og ikke særlig taknemmeligt. Her er lidt af Tinas mail:
Kunne jo godt tænke mig lidt mere taknemmelighed, når jeg har kørt ind på Statoil med min søn KUN for at få den gratisis, vi havde fået reklame for, og som HAN havde fået lov at få eller når jeg har givet ham det kort til H&M med 50 kr på, som man fik i gave i butikken, fordi han havde set en t-shirt han så godt kunne tænke sig…
Hvorom alting er, har du så et råd til, hvordan der kan komme mere zen mellem mødre/forældre og deres børn i stedet for frustrerede forældre og sure børn?
Mange hilsner
Tina
Kære Tina,
Tak for spørgsmålet. Det er et stort et! Først og fremmest får jeg lyst til at sige, at når din søn er i præ-pubertet eller pubertet, så er det jo nærmest hans job at være sur og gøre det svært for sine forældre. Med andre ord: Han lyder fuldkommen almindelig. Til gengæld er det forældrenes job at være den solide mur, jeres søn spiller op af. Det kræver enorm styrke og vedholdenhed at være forældre til et barn, der er under ombygning og udfordrer alting. Herunder om man egentlig behøver at sige tak for noget som helst…
Her er “Hele 3 råd”, som du måske kan bruge:
1
Vi behandler vores børn med respekt. Og vi har ret til at forvente intet mindre end det samme retur. Det kunne da bare mangle! Så bliver man behandlet respektløst af sine børn – som for eksempel ikke finder det belejligt at sige tak, når man gør noget for dem – så må man sige tydeligt fra: “Det her er bare ikke i orden.” Det skal muligvis siges rigtigt mange gange. Men det SKAL siges. Hver gang. Det er vores job. Ikke den sjoveste del af jobbeskrivelsen, men…
2
Dette råd er fra Elise (selv midt i puberteten): Indfør Familiemedaljen eller en anden ting, der belønner, når et familiemedlem gør noget godt for resten af familien. Altså tænker “os” i stedet for “mig-mig”.
3
Sæt tid af til at lære jeres søn noget om en families økonomi. Det har jeg gjort med Elise for ½ år siden, og det var faktisk en enorm eye-opener for hende. Jeg fortalte, hvad voksne egentlig tjener og hvor meget, der er tilbage, når der er betalt skat. Og jeg fortalte hende om alle de faste udgifter – og hvad et rådighedsbeløb er for noget. Elise – og mange andre teenagere, går jeg ud fra – har ingen anelse om økonomi og proportioner (hvad er “mange penge” og hvad koster ting egentlig). Og derfor heller ingen anelse om, hvor svært det kan være at skaffe penge til det, de synes, det er en menneskeret at modtage.
Da jeg var i en situation, hvor vi skulle spare, inddrog jeg børnene i overvejelserne og spurgte dem, hvad de ville være kede af at spare på, og hvad de til gengæld godt mente, vi kunne spare på. Selvfølgelig var det ikke deres ansvar, men det var fint at lade dem vide, hvordan virkeligheden var og at signalere, at jeg gerne ville have deres input til den endelige beslutning (de sagde dengang, at de gerne ville spare på indkøb af film, men helst ikke ville gå glip af pakkekalenderen…).
Tina, jeg ved godt, at det er et kort svar på et komplekst spørgsmål. Og uden så megen konkret Zen. Men Zen skulle gerne være resultatet af anstrengelserne! Held og lykke!
Kærlig hilsen,
Anna
Har du et spørgsmål til Fredagsbrevkassen? Så send det til mail@annaskyggebjerg.dk.
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Nr. 3 kan jeg virkelig tilslutte mig. Jeg holder naturligvis fast i, at det er mit voksenansvar, at økonomien hænger sammen. Men jeg har også valgt at tage min teenage-datter med på råd i forhold til visse prioriteringer i hverdagen. Det giver hende en god forståelse af, hvad tingene koster, og at der ikke er råd til alting hele tiden. Samtidig får det hende faktisk til at føle sig værdsat, når hun føler, at hun også har indflydelse på prioriteringerne – og det gør, at hun er taknemmelig, når hun får noget.
Held og lykke til Tina.
/Gisela.
Vil lige nævne min hjemmeside holdaf.dk og min blog, hvor der er mange tips og idéer til et mere positivt samvær i hverdagen mellem børn og voksne.
Sikke nogle skønne råd du gav Anna.
Kære Anna
Tusind tak for dine gode råd! Jeg kan godt sætte mig ind i, at det må have været et svært spørsgmål at svare på og kræve lang tid at gennemtænke! Tak fordi du tog dig den tid og behandlede min mail!
Du er god til at få kogt tingene ned til det, det egentlig handler om!
Jeg synes, det er en rigtig god idé at vise min søn økonomien! Det har jeg aldrig tænkt på! Nok fordi der egentlig bliver talt en del økonomi herhjemme og fordi det oftest er en lidt negativ snak om, at vi ikke har råd til dit og dat, men at vise ham tallene kan måske gøre det mere visuelt for ham og mere forståeligt!
Og ja, Louise, din side er rigtig god og jeg modtager også dine hold af tips! De er rigtig gode! Anbefaling hermed givet videre herfra