Jeg er en stor tilhænger af ritualer. “Zen for mødre” er faktisk én lang samling af helt enkle ritualer, som har givet ro og fordybelse i min og børnenes hverdag.
1:
I dag har vi holdt afskedsreception for Elise. Et overgangsritual, nu hvor der er en uge til hendes rejse til USA.
Der er mange overgange i livet med børn. Og man skal aldrig lade chancen for et meningsfuldt ritual gå fra sig. Så vær opmærksom på alle de små og store forandringer, der kan danne basis for et godt familie-ritual. Et ritual i forbindelse med det nye skoleår er jo oplagt. Et overgangsritual om eftermiddagen, når man samles efter skole/instition/arbejde er nærmest et must. Og hver eneste tabte tand er et ny mulighed for at sætte et ritual i scene. Find nogen, der passer til din familie!
Man behøver ikke nødvendigvis en marcipanovertrukket kage, men det skader jo aldrig… Elise skal bo på Mercer Island hos Pam, Clare og Kristin Anderson (og det, du tror er en ræv, er altså Chilli i marcipan!):
2:
Elise slog på glasset og holdt en tale for gæsterne. Det er et ritual, hun har været fortrolig med hele sit liv, fordi vi i familien har haft et holde-tale-ritual, siden børnene var små. Det begyndte med, at jeg holdt tale for børnene under aftensmaden, når jeg syntes, der var behov for at sætte en særlig stemning omkring noget, jeg ville sige. Og efterhånden begyndte børnene at gøre det.
En tale markerer en pause i den almindelige snak. En insisteren på en anden væren. Det er Zen ved middagsbordet. Prøv selv!
3:
Nu er børnene i seng. Dagen har været fuld. Og det er tid til et af mine egne overgangsritualer: En kop te i mørket i haven og dybe vejrtrækninger. Zen for en mor!
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak for inspirationen. Jeg blev helt rørt. Skal helt sikkert holde tale til aftensmaden i aften og drikke te i haven med mig selv senere.
Hilsen
Mette
Jamen. Hvad holdt du tale om? Og hvordan fik du ligesom påkaldt dig opmærksomheden mellem små unger? Jep jeg er ude i en how-to manual for at holde taler
Kære Annamette,
At få opmærksomheden har aldrig været et problem: Når en mor slår på glasset med bestik, rejser sig under middagen, stiller sig bag stolen og kigger børnene dybt i øjnene, så er der FULDKOMMEN RO og max opmærksomhed.
I begyndelsen handlede talerne altid om børnene: Om hvor glad jeg var for dem, hvor dejligt det var, de havde hjulpet med ditten eller datten. Ros til børn plejer at være ret effektivt i forhold til at fastholde deres opmærksomhed…
Deres egne første taler var på samme måde. Jacobs lød i årevis (fra han var 3 år), “Kære…. Jeg elsker jer og det er noget rigtig god mad. Tak.”
Efterhånden er der ind imellem kommet mere alvor ind, men fortsat er det mest “takketaler”, der inspirerer til endnu mere adfærd at få tak for…