1
I min nødhjælpskasse ligge en bagageseddel, der blev bundet på min kuffert, da jeg forlod et hotel engang. På den står der: “Parting is such sweet sorrow”. Den har jeg tænkt på i dag. For det er lige præcis den blanding af “sweet” og “sorrow”, der har fyldt dagen, siden Søren tog afsted. Jeg savner ham (jeg er meget glad for min mand, selvom jeg næsten aldrig nævner ham her på bloggen…), men jeg glæder mig også til at være 11 dage i mit eget og børnenes selskab. For jeg har ting, jeg gerne vil hellige mig, og nydelser fra dengang, det var før, jeg gerne vil genoptage. Zen-fyldte ritualer som at spise med begge børn i dobbeltsengen og skrive noget-der-skal-blive-til-en-bog til langt ud på natten.
2
Der er nu stadig lige mange testosteronbårne individer på matriklen. For Jacobs ven Robert har været her hele dagen og sover her. Vi har siddet i sofaen med dyne, peanuts og Pelspølse og set “Batman”. Og det var kosteligt. Ikke på grund af Batman, men på grund af drengene. “Puh, det der er godtnok et uhyggeligt sted”, sagde Robert på et tidspunkt, “Der er kun rockere og mænd i underbukser.”
3
Og nu skal jeg sove. På grund af vintertiden får jeg en time ekstra. Og det er godt. For jeg skal ligge ved siden af dette (Zen for en mor!):
