“Hele 3 ting”, der har gjort i dag særlig…
1:
Af forfatteren Sarah Ban Breathnach har jeg lært at give mig selv plads til “kreative ekskursioner”. En gang imellem. Det er en pause i hverdagen, hvor jeg tager på en date med mig selv for at mærke, hvad der gør mit hjerte let og nærer min sjæl. Da hverdagen var aller mest hektisk betød det i realiteten, at jeg gik ud i min frokostpause og kiggede på butikker eller et galleri eller smukke huse (for alt det fandtes lige omkring min arbejdsplads). Jeg købte ingenting. Men jeg brugte ekskursionerne på at finde ud af, hvad der gjorde mig glad. Det var ofte noget andet end det, jeg oprindeligt troede.
I dag har jeg været på ekskursion helt ude i 2900 Happiness. For at ose i en bestemt butik, hvis ting jeg finder aldeles uimodståelige.
Det er på sin vis et meget enkelt ritual. Måske synes du endda, det er banalt. Men at finde tid til sig selv og at finde ud af, hvad der gør én glad, er alt andet end banalt. Det er et potentielt Zen-skabende ritual. Prøv selv!
2:
Efter en utilsigtet pause i uddelingen af Familiemedaljen, fik vi her til aften gang i den igen. Familiemedaljen uddeles til et medlem af familien, som har gjort noget godt for os som familie. En, som har tænkt “os” i stedet for “MIG”. Den gik i dag til Elise for gentagne gange og ganske uopfordret at have ryddet køkkenet efter morgenmaden, når hun kom fra skole, så der bliver mere tid til fælles Zen om eftermiddagen.
Og så fik vi os lige en snak om, hvordan man kan bidrage til familiens fælles bedste…Det er jo egentlig ikke så meget, der skal til (ok, det er dovne Jacob så ikke enig i…).
3:
Dagens bedste citat:
Mig: “Jacob, har du Elises mobilnummer?”
Jacob: “Nej, for det ligger i min mobil, og den har jeg ikke til min rådighed lige i øjeblikket.”
Så hul da i, at drengen er lud-doven. Han taler i det mindste pænt.