Lørdag den 29. maj

1

Den zenbuddhistiske pelspølse, vi har her i familien, har lært os meget. Ikke mindst om væren og om vigtigheden af at tage sig en lur. Så jeg ved, at katte er vise zen-mestre. Nu har jeg fået foræret en bog, der sætter trumf på det med at lære af sin kat. Den påstår nemlig, at alt, hvad man overhovedet behøver at vide, kan man lære af sin kat, “All I need to know I learned from my cat” :

Og da jeg jo absolut elsker min blå stol, må jeg lige vise dette eksempel fra bogen:

Min blå stol er… min. Jeg har ikke eget værelse, men jeg har min egen blå stol. Som har tilhørt både min mormor og min mor og nu er mit lillebitte refugium.  Når jeg sidder i min blå stol, har jeg helle.  Når jeg rejser mig, er jeg stille indeni.  Jeg blev glad, da Jacob forleden sagde, at det eneste, han gerne vil arve efter mig, er den blå stol.  Jeg tror, han har fornemmet dens magi.

2

I dag fik jeg en sms, Elise havde skrevet i aftes. Hun skrev, at hun havde set en film om vold mod kvinder, “og nu forstår jeg helt igennem det, du har sagt om kvindevold. Det er skræmmende. Godnat og sov godt,  mor . PS: Jeg er evigt taknemmelig for, at det ikke er os, men at vi har en god familie”.

Jeg tror pointen er, at man skal blive ved og ved med at insistere på sine værdier, når man opdrager sin børn.  Før eller siden tager de dem til sig. Og kommunikerer det på den måde, der passer dem. Pludselig en dag kommer der en sms eller en kommentar om en blå stol. Og så ved man det: De har lyttet. De forstår, hvad der er vigtigt i livet. Og hvad gør en mor så? Trækker vejeret! I bund!

3

Og endnu et eksempel på det samme fra i dag:  Vi sidder med altandøren åben. Jacob hører fuglefløjt og siger, at der ikke er noget bedre end at høre fuglene fløjte, at lukke øjnene og at mærke solen på sin kind.

Det nytter at insistere på Zen!

Tags: eget værelse, Zen