Lørdag den 30. januar

af Anna Skyggebjerg den 30. januar 2010

“Hele 3 Zen-masters”:

1

I dag har jeg haft fornøjelsen af at passe Kasper, 3 år. Vi var i Field’s, hvor vi blandt andet købte en bil og tilbragte 20 minutter ved rulletrappens bund, hvor Kasper med sin ene hånd på gelænderet sørgede for, at rulletrappen gled forsvarligt nedad. Da vi havde stået der nogle minutter, spurgte jeg, om ikke vi skulle gå videre. Men nej, det skulle vi ikke, for der var jo rulletrappe, der skulle rulles. Og det var der så i omtrent 20 minutter. Kasper er en Zen-master, der forstår at nyde lige nu og lige her  – og tillige forstår et og andet om, at det ikke handler om at være med på den, men om at få det hele til at rulle.

2

Dagens bedste syn: En kvinde kommer kørende ned ad Fasanvej på en Christianiacykel. I ladet sidder en bulldog iklædt grå, strikket sweater. Den lignede altså også en Zen-master.

3

Dagens ømmeste øjeblik… var i virkeligheden ikke et øjeblik, men tre, skønne timer, hvor Søren, Jacob og jeg sad i sofaen og så Frodo og Sam kæmpe for det gode i verden. With a little help from their friends.

Og her er så dagens 3. Zen-master, der kan sidde tre timer i ro og fordybelse. I baggrunden er hans alter-ego, en buste, jeg fik lavet af ham for to år siden. Den er mit kæreste eje. Den indfanger Jacob på et bestemt tidspunkt i hans liv, men fordi den ikke er en fotografisk gengivelse, er der lige så meget tale om en gengivelse af hans træk, hans sind. Og det mest fantastiske er, at i den buste kan jeg lige så tydeligt se det, jeg ikke kan se i Jacob selv: min mor. Jeg så det allerede to dage efter, at busten kom hjem i stuen og blev noget så rørt.

Busten er lavet af billedhuggeren Kathrine Moseholm.

{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }

FruGosch 2. februar 2010 kl. 22:45

Sikke da en dejlig buste, af en dejlig dreng :-)
Og hvor dejligt at kunne se sin mor i sin dreng….

Selv kan jeg se så meget af min eksmand i min store dreng. Hvor er det heldigt, at jeg stadig synes, at han er et godt menneske – en god mand for min dreng at ligne….

Skriv en kommentar