Herovre i Aarhus-eksilet er det gået fra smukt til smukt-med-sne-på. Dette er det Winter Wonderland, jeg så i morges, da jeg trak gardinerne fra:
Jeg pukler med at skrive. Og det er langt, langt sværere, end jeg havde forestillet mig. Altså, jeg vidste da godt, det er svært og kræver koncentration – ellers ville jeg jo bare have bikset noget sammen hjemme på reposet, men SÅ svært…. Hvert eneste ord bliver vendt: “Kan jeg skrive, han har krøller, uden at det bliver en kliché?” Min dybeste respekt for dem, som kan skrive, så man som læser tror, det har været let… For det er aldrig let.
I morgen skal jeg ikke skrive. I morgen skal jeg give det første interview om den nye bog (5. marts, d’damer!). Og der kommer en fotograf med. Enhver, som kender mig ved, at det er noget jeg glæder mig til. Tager i stiv arm. Ikke regner for noget. Herre Gud, sådan en smule telelinse og 1000 watts pære.
Men NU skriver jeg videre. Og nyder udsigten. Og den halve kanelstang, jeg kom til at købe i Salling….
