I går holdt vi Familiemøde. Ikke fordi, der var noget galt, men for at diskutere, om der er noget, vi kan gøre endnu bedre. Og for at sætte en ramme om nogle af de samtaler, som har det med først at blive taget op, når der er en træls anledning. Samtaler om søvn, kost og motion, for eksempel.
Har du børn i en alder, hvor de kan deltage i sådan et møde, var det måske værd at overveje?
En af de konkrete beslutninger, der blev truffet i går, var, at vi fremover vil være i køkkenet sammen hver søndag mellem 15 og 17. Jacob vil bage boller til ugens madpakker. Elise vil lave mad til sin ugentlige maddag om onsdagen. Søren og jeg vil lave en stor portion af noget, der skal spises mandag og tirsdag. På den måde får vi tid sammen, og vi gør den kommende uge nemmere for os alle sammen.
Og efter mødet blev der bestilt pizza fra det nye pizzaria – og set X-Factor og James Bond.
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Fabelagtig ting. Da jeg var cirka 12 år, hørte jeg hos min spillelærerinde, at de skulle have familiemøde om aftenen (hun boede alene med sine tre døtre, og jeg tror konceptet var nogenlund som jeres). Jeg syntes det lød så godt.
Så jeg ilede hjem og foreslog det samme til min mor, som jeg boede alene sammen med. Med sit (lidt vrissende): “Du kan jo bare sige til, hvis der er noget” forstod jeg for første gang, hvor sårbar man i virkeligheden er, når man “kun” lever sammen med den ene af sine forældre – og denne forælder ikke er klar over, hvilken magt han/hun sidder med.
Jeg tænker, at det gode ved at have nogenlunde fastlagte møder er, at det så ikke “bliver taget ilde op”, at man ønsker et møde. Altså, at det bare er naturligt, at der nu er en planlagt anledning til at tale om løst og fast. Så føler man nok ikke den byrde med, at “… nu skal jeg igen bede om et møde for at fortælle, at der er noget, jeg ikke er tilfreds med”.
Og det samme gælder jo i parforholdet …
Liselotte, det er jeg fuldkommen enig i: Det er virkelig vigtigt, at der er en ramme, indenfor hvilken man kan sige ting. Under punktet “Eventuelt” fik Jacob for eksempel fortalt, at han var blevet ked af det, da Elise dagen inden ikke havde lagt mærke til hans nye pilekogger. Og det tog hun pænt imod. Møde-rammen gjorde det muligt både at sige noget, det ellers kan være svært at få sagt, og at tage imod det på en ordentlig måde.