Lørdag den 29. juni – Ferietips # 2

af Anna Skyggebjerg den 29. juni 2013

Ferietips #2: Aftentegninger

 Jeg er en stor tilhænger af ritualer i hverdagen. Ritualer sætter gode rammer, skaber orden i kaos og samler flossede sind. Derfor har vi masser af ritualer i familien. Og jeg har mange ritualer for mig selv.

 Et af familiens ferieritualer er, at børnene laver aftentegninger. Når vi skal til at sætte tempoet ned og gøre os klar til sengetid, laver børnene (nej, faktisk kun Jacob, for Elise er blevet for gammel) en tegning af noget godt fra den dag, der nu nærmer sig sin afslutning. Der behøver ikke at være sket noget stort. Det kan være en tegning af hvad som helst: En lækker portion koldskål, en sky eller en bil, der er blevet lagt mærke til.

 Det er en super måde at geare ned på. Og hvad der er endnu bedre: Ritualet med at lave aftentegninger skærper børnenes opmærksomhed på hverdagsting og hverdagsoplevelser. Det lærer dem at se det fantastiske i det almindelige, det smukke i det enkle. Det er ægte Zen!

PS: Sådan her kan man også geare ned. Nemt, endda!

{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Mette 29. juni 2013 kl. 11:53

Åh hvor ser det bare hyggeligt ud med de to drenge i sofaen :-) . Jeg er stor tilhænger af ritualer også i hverdagen og vil virkelig gerne høre lidt om dine hverdagsritualer.

Anja 29. juni 2013 kl. 12:12

Det lyder som et superdejligt og samlende ferieritual. Ikke blot skærper det opmærksomheden på hverdagsoplevelser, men også på at have fokus på det positive, det man kan være glad og taknemmelig for :-)

Susanne 29. juni 2013 kl. 14:27

Hvornår er man blevet for gammel til at tegne? selv er jeg 61 år og tegner stadig med stor fornøjelse, og det er noget som er rigtig dejligt at gøre sammen med sine børn kan jeg huske. Nu glæder jeg mig til at kunne gøre det sammen med børnebørn.

Anna Skyggebjerg 29. juni 2013 kl. 18:43

Kære Susanne,
Det er man vist aldrig for gammel til, hvis bare interessen er der. De er heldige, dine børnebørn, at have dig at tegne sammen med!

Kære Mette,
Jeg synes, du skal gå på biblioteket og låne “Zen for mødre”, for den er FULD af hverdagritualer for mødre og børn.

Kærlig hilsen,
Anna

Gisela 30. juni 2013 kl. 15:18

Hos os har vi stor fornøjelse – og ro – ud af at male mandalas. Og det har været sjovt at opleve, hvordan det samler os. Når bare én maler, så slutter alle andre sig til en efter en, og til sidst sidder hele flokken, børn og voksne, og maler. Det er så hyggeligt og skaber en fantastisk “blid” stemning. Kan anbefales både til siestaen midt på dagen og til aftenstemningen..

Berit 1. juli 2013 kl. 09:48

En rigtig god ide at tegne dagens begivenheder :) Det er et ritual, jeg tror, jeg vil indføre sammen med min datter på 7 år. Jeg vil give hende en flot notesbog (vi elsker begge notesbøger :) ) med blanke sider, som hun kan bruge som en lille dagbog. Så kan vi sammen gøre lidt status over dagen inden sengetid.
Det er en rigtig god ide, du har givet her. Håber virkelig den falder i god jord derhjemme også :)

Jane 1. juli 2013 kl. 09:58

Åh, jeg tror det er dejligt at være barn (og voksen) hjemme hos dig, Anna :-)

Malene 4. august 2013 kl. 21:59

Ej, er det en alaskan malamute? :) Den kunne nemlig temmelig godt ligne min kærestes hund, og det er sådan en. Det med tegningerne lyder som en god måde at slappe af på. Jeg er selv begyndt at farvelægge mandalas, og det hjælper mig meget, når jeg er anspændt.

Anna Skyggebjerg 4. august 2013 kl. 22:35

Kære Malene,
Jep, Asger er en Alaskan Malamute. Den kærligste bamse, siger jeg sig!
Jeg er helt enig med dig i, at det er den pureste zen at farvelægge mandalas.
Kh,
Anna

Skriv en kommentar