Lørdag den 5. april

I torsdags kom Elise hjem fra studietur i Rom. Men det var lige før, hun ikke havde fået lov at komme med flyet hjem, for hun besvimede i Roms lufthavn og der kom læger og målte hendes meget høje puls…

Herhjemme blev vi hurtigt klar over, hvad årsagen var: stress. Så vi har igen-igen haft samtaler om at lære at sætte grænser. Om ikke at behøve være perfekt til alting. Om ikke at behøve til enhver tid at være den, hvem som helst kan komme til med sine problemer. Om ikke at blive offer for sin egen rolle.

Elise er den ekstroverte i familien. Meget ekstroverte, faktisk. Det er hendes store styrke, men også hendes udfordring. Som ekstrovert elsker hun at være sammen med masser af venner og at være engageret i dem og i aktiviteter. Det giver hendes energi. Ro og alenetid, derimod, har det med at gøre hende rastløs.

Men… ekstroverte børn med fart på kan ikke altid mærke grænsen for, hvornår nok er nok. Derfor risikerer de, at al den faren omkring, som skulle give dem energi, faktisk trætter og stresser. 

Det har været en af mine store opgaver at lære Elise at holde af sit eget selskab og at mærke sine grænser. Altså at finde balancen mellem sin ekstroverte natur og behovet for også at have adgang til sine introverte sider. Hun er blevet bedre. Men oplevelsen i Rom viste os, at det er et vedvarende tema.