Lørdag den 8. november

af Anna Skyggebjerg den 8. november 2014

Jeg har været til fest. Bogfest! For det er i denne weekend, der er BogForum i Bella Centeret.

Og derfor er jeg lige nu: glad, træt og ude af stand til at bære fodtøj. 

At se på bøger gør mig glad. At være i selskab med bogmennesker, gør mig glad. Ikke mindst de mennesker, som arbejder på Rosinante, der jo er “mit” forlag. At være inviteret af sit forlag har i øvrigt en meget praktisk og vigtig betydning: Jeg har adgang til Backstage, så når jeg er ved at gå fuldkommen død over de 10.000 mennesker og det enormt høje støjniveau, kan jeg gå derind og genoplade med en kop te og tre småkager med orangesmag. Introvert-venlig fryns!

Jeg har hørt interview med Jojo Moyes. Hun er blevet kaldet “dronningen af feel-good litteratur” og har to gange modtaget den engelske pris Romantic Novel of the Year. Jeg har læst mega-bestselleren “Mig før dig”, som nu skal filmatiseres, og som vitterligt er romantisk feel-good af den slags, der også kræver kleenex. Jojo Moyes selv viste sig at være gennem sympatisk og i øvrigt en god feminist. Nok skriver hun romantisk, men fortalte, at hun aldrig vil lade sine kvindelige figurer blive reddet af mænd. Hun kærer sig om, hvilket signal, hun sender til sin 16-årige datter.

Hun fortalte også, at når hun skaber sine karakterer, udsætter hun dem for en kick the dog test. Det vil sige, at hun svarer på, hvad personen ville gøre, hvis hun/han så en mand sparke sin hund. Ville personen redde hunden, skælde manden ud, ignorere optrinnet….? Hun bruger ikke nødvendigvis den viden i sin historie, men den er vigtigt for hende, når hun skal lære sine karakterer at kende.

I England og USA bliver hun forresten læst big time af mænd. De køber hendes bøger i elektronisk udgave, for så er der ingen, der kan se coveret – og dermed bliver de ikke afsløret som læsere af romantisk litteratur. Er det ikke tankevækkende?!

 

Jeg hørte også Helle Helle, hvis seneste roman Hvis det er, netop er blevet udgivet. Man plejer at sige om Helle Helles romaner, at de er ordknappe, men selv siger hun, at de indeholder de ord, der kræves. Der er intet overflødigt. Det er præcis prosa! Og det er netop, hvad jeg elsker ved hendes tekster.

Hun fortalte, at når hun skriver en roman, har hun en liste over ord, hun vil have med. I denne roman for eksempel ordene “badesandal”, “elefantfod”, “pandebånd”. Fordi de ord betyder noget særligt for hende. Og da romanen foregår i en skov, hvor en badesandal ikke naturligt hører hjemme, blev hun nødt til at lave nogle tilbageklip. Måske er det forfatternørderi, men sådan et kig i værktøjskassen kan jeg altså slet ikke stå for. 

Og derudover gik jeg bare rundt og kiggede (deraf de aktuelle klumpfødder). Både på bøger og på mennesker, jeg ikke almindeligvis støder ind i. Men fik jeg taget billeder? Næ nej, ikke et eneste…. Men jeg sværger: Jeg så både Jussi og Maren.

{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }

Mette 9. november 2014 kl. 00:21

Ej, var du også derinde i dag? :D jeg hørte også interviewet med Jojo i dag, og kan lide hende endnu bedre nu :) Vil sige at jeg også kunne have brugt dit backstage-område, for hold nu op, hvor var der meget støj.. puha.. :)
Stod forresten ved siden af din bog, under interviewet ;D

Skriv en kommentar