I dag er 1. december mest den slags dag, som den er for de fleste af os: Jeg tænder kalenderlyset, ser julekalender, pakker måske kalendergaver op….
Men i en del år tænkte jeg primært på 1. december som World Aids Day, fordi jeg arbejdede som aids-konsulent. Det var mit job at oplyse om hiv/aids og at bygge bro mellem hiv-miljøet og det kirkelige miljø. Jeg har holdt utallige foredrag i meningshedshuse, hvor jeg talte om næstekærlighed og ligeværd. Og hvordan man ikke bliver smittet med hiv. Det var dengang, der både var megen uvidenhed, mange fordomme og ingen behandling, der virkede. Det var grusomme år, hvor jeg hele tiden var vidne til diskrimination og hele tiden gik til begravelser og slettede navne i min telefonliste.
Det var samtidigt en tid fuld af livsmod, kærlighed og uendeligt højt til loftet. Samt en livsforandrende erkendelse: At øget dødsbevidsthed kan give øget livskvalitet. Og at denne øgede dødsbevidsthed blandt andet kan komme via planlægning af sin begravelse. Så ja, jeg ved præcis, hvor min urne engang skal stå. Jeg har bestilt plads. Og det føles vigtigt og rigtigt.
