Mandag den 1. juni

1

Feeling blue I:

Jeg har fået eget værelse. Det vil sige, det har jeg faktisk ikke. Men jeg har fået ny stol. Det vil sige, det har jeg faktisk heller ikke. Jeg har snarere fået et nyt blik på den gamle. Det var Stephen King, der fik mig til det:

“Jeg læser, hvor jeg kan, men jeg har et yndlingssted, og det har du sikkert også – et sted, hvor lyset er godt og vibrationerne ualmindeligt stærke. For mig er det den blå stol i arbejdsværelset.  For dig er det måske sofaen på solterassen, gyngestolen i køkkenet, eller måske er det siddende i sengen – at læse i sengen kan være himlen, forudsat at man kan få lige akkurat den rigtige mængde lys på siden og ikke har det med at spilde sin kaffe eller cognac på sengetøjet.”

Lige som Stephen King har jeg en blå stol i mit arbejdsværelse (dvs i soveværelset). Den har tilhørt både min mormor og min mor – og derfor har den en særlig plads i mit hjerte. Den har også haft en særlig plads i mit tidligere hjem, men det har den ikke længere. Den står klemt op i et hjørne og bliver i realiteten kun brugt til at lægge tøj og sengetæppe på. Men da jeg læste om Stephen Kings blå stol, gjorde jeg noget: Jeg fjernede bunken af tøj fra min blå stol, satte mig  – og blev budt velkommen hjem af en gammel ven. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det jo er min yndlingsstol. Og heller ikke, at det bare er perfekt, at den står i et hjørne, for det er nu mit lille hjørne. Mit helt eget værelse, hvortil jeg kan trække mig tilbage og læse eller bare sidde og lade roen indfinde sig. Ræk hånden op, hvis der er nogen derude, der ikke har brug for sådan et refugium!

Prøv lige at tage en runde hjemme hos dig og se, om ikke der skulle være et hjørne, en krog, en stol, en bagtrappe, der kan blive “a room of your own”.

2

Feeling blue II:

Her til aften var Jacob ikke rigtigt glad. Han var heller ikke rigtigt ked af det, bare feeling blue. En blanding af at være træt og ærgerlig over at pinseferien er slut – og at vi ikke nåede den sidste del af Harry Potter-filmen. “Hvad skal vi gøre, for at dagen slutter godt?”, spurgte jeg. Og han kendte udmærket svaret: Jeg skulle læse op af den bog, hvori jeg har skrevet om ham. Om alle de søde og sjove ting, han har sagt og gjort.

Den bog dokumenterer det gode liv, fastfryser øjeblikket og det fantastiske i det helt almindelige. Og at læse op af den er en sikker vej til Zen – og gode følelser inden sovetid.

3

Jeg tror, at følelsen af Zen er tæt knyttet til evnen til at hengive sig til ro. Det prøver jeg at lære børnene. Og for Elises vedkommende betyder det, at hun skal lære at slukke sin mobil. For når mobilen altid er tændt, er der aldrig ro: Den kan når som helst give lyd – og når der kommer en sms, så skal der sendes et svar prompte, for sådan er reglerne blandt teenagere.  Men det er ikke let at slukke sin mobil. For det afføder en masse indignerede sms’er, hvor venner kræver en forklaring på, hvorfor hun ikke er tilgængelig 24/7. Derfor har jeg indført regler om slukning af mobilen. Så er det nemlig mig, der er skurken, og Elise kan nøjes med at referere til sin skrappe mor. Resultat? Lettelse hos Elise. Ro. Og Zen.