Vi har en mus. Det er en lille brun én med kuglerunde øjne, som ind imellem sidder og kigger ind ad Elises kældervindue. Nu har jeg fundet ud af, hvor den har boet:
Den her kasse er blevet hentet ind fra garagen. Den indeholder 238 breve, som min far skrev til min mor mellem 1937 og 1942, da de blev gift. Han boede i Danmark, hun i Norge. Det føltes som lang afstand fra 1937 til april 1940 – og derefter givetvis som enormt lang afstand, fordi ingen af dem kunne rejse, og de ikke vidste, hvordan fremtiden ville blive. Alle brevene, skrevet under krigen, er åbnet og kontrolleret af tyskerne.
Og det er så i denne kasse, at musen har boet. Den har revet et enkelt brev i strimler (nederste højre hjørne), gnasket lidt i nogle andre og i øvrigt levet af fuglefrø, kan jeg se. Det var godt, jeg fik kassen ind i tide, inden den udvidede sin familie.
Nu står kassen på mit repos, og jeg kæmper med at læse de breve. Det er ikke skråskriften, der er det sværeste, selvom den ved Gud giver mig problemer. Det er den emotionelle side af sagen, der er sværest. Min far var 23 år og min mor 19, da de første breve blev skrevet. Min mor var altså på min datters alder. Så når jeg læser brevene, er jeg både mine forældres datter (bortset fra, at jeg først blev deres datter 25 år senere) - og jeg er min egen mormor, som får lyst til at vejlede min forelskede datter (som altså er min mor). Det er noget værre rod. Men det er interessant!
Dagens snapshot er Asgers hyldest til Gay Pride:
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvor fantastisk at alle de breve er bevaret. Sikke en gave. Sikke en byrde
Skønne billeder af A
Og tak for din evigt skønne blog!
Kh Cammilla