“Zen for mødre” handler om at skabe ritualer, der giver ro, nærvær og fordybelse. De fleste sider i bogen handler om Zen for mødre og børn. Ikke særligt mange sider handler om vigtigheden af at have Zen-skabende ritualer sammen med sin mand/kæreste. Selvom vi alle sammen ved, at det ER vigtigt – og i en travl hverdag ofte bliver forsømt.
Her er “Hele 3 ting”, hele 3 meget små ritualer, som er fast ingrediens hver eneste dag her i huset. Så der, selv på de travleste dage, i det mindste er de berøringspunkter, der lige sikrer, at vi mærker, vi hører sammen – og mærker, hvor heldige vi er.
De er kun til inspiration, selvfølgelig. Find selv nogen, der passer jer. (Og hold fast, selv om det måske i begyndelsen føles lidt akavet… )
1: Hver morgen står vi i karnapvinduet og vinker til børnene, når de går i skole.
2: Hver aften siger jeg, “Vi skal ind og se ham”. Og hånd i hånd går vi ind og kigger på vores sovende søn. (Vi går ikke ind til Elise. Det er ikke fordi, hun ikke bidrager til rigdommen, men hun er 15 år og vil meget have sig frabedt sådan en grænseoverskridende adfærd.)
3: Hver aften mødes vi i karnappen og snakker. I det mindste bare tyve minutter, men som regel betydeligt længere.
Fra nu af og til november mødes vi på altanen. Det kræver frakker og tæpper og at man drikker sin te hurtigt, men det er skønt alligevel:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
I mine hedeste drømme har jeg en karnap. Sådan én, hvor der er en slags bænk med komfortable puder/hynder, så man kan sidde/ligge og læse og se lidt ud samtidig. Er jeg den eneste, der bare synes, at sådan én oser af zen?
Og hvis I kan sidde på altanen allerede, kan vi også (vores er oven i købet overdækket)! Jeg skal lige have seneste omgang vuggestue-syge (hos mig selv) til at forsvinde, før jeg bevæger mig derud (tæpper og frakke eller ej). Men det er jo fantastisk at sidde derude i tusmørket og kigge ud og nyde de periodiske øjeblikke af total stilhed.
Sådan et altanmøde er jo ganske fantastisk! Overvejer om vi skal lave en terrasseaftale her, men lige pt. blir det vist ved tanken – der er jo nærmest orkan derude!
Og der findes intet smukkere end synet af sit sovende barn! Og den mumlen, der kommer når de får et kys..
Hvor hyggeligt! Nu hvor det bliver varmere i vejret vil jeg invitere min mand på 20 minutters aften the i haven, tak for inspirationen!
Anna, jeg imponeres altid over, hvordan du på magisk vis kan gøre noget meget konkret til noget eventyrligt vidunderligt. Du er i sandhed en ‘se-det-store-i-det-små-mesterinde’, og det skaber vidunderlige mirakler. Tak.