Mandag den 14. december – Støt Mødrehjælpen

Støt Mødrehjælpen med 100 kroner: Send JUL til 1231

I det seneste nummer af bladet “Mødrehjælpen” har jeg skrevet en lille artikel om den jul, hvor børnene og jeg modtog julehjælp fra en hjælpeorganisation.  Julen er det tidspunkt på året, hvor det er sværest at mangle penge og ikke at kunne tilbyde sine børn det, som de fleste andre børn får. Derfor betød det rigtigt meget for mig at modtage hjælp.

Hvis du har økonomisk overskud, håber jeg, at du vil give lidt af det til en af de mødre, der virkelig har brug for en håndsrækning. Det er nemt: Du skal bare sende en sms med teksten JUL til 1231. Så støtter du Mødrehjælpen med 100 kr.

Bladet ligger endnu ikke på Mødrehjælpens website, men du kan læse artiklen herunder, hvis du har tid:

Glædelig jul

Jeg har et indre billede fra juleaften det år: Jeg har en blå- og hvidstribet pyjamas på. Jeg står ude i vores lillebitte køkken og laver julemiddag. Børnene, begge decemberbørn og netop fyldt 6 og 1 år, sidder på køkkenbordet, og gulvet bugner af julemad, der slet ikke er plads til i skabene. Udefra ligner det måske et billede af overflod, idyl og en mor, som lige om lidt skifter pyjamassen ud med den fine kjole. Men sådan er det ikke. Jeg forbliver i nattøj hele aftenen og al maden på gulvet er noget, vi har fået foræret af Børnenes Kontor. Og det er den mad, der er i fokus på billedet: Kartofler på glas, juice, kaffe, ris, en endnu uåbnet pose med små, trekantede pakker m&m’s og så et net med appelsiner. Faktisk især de appelsiner. De står knivskarpt i min erindring. Langt skarpere en den del af billedet, hvor børnene og jeg er. Og det er egentlig det, der gør mest ondt. De skide appelsiner skinner stærkere end børnene gør. End jeg gør. Den gratis julehjælp var ikke spor gratis, viste det sig. Den havde kostet værdighed. Og det er det, jeg kan se på billedet, hvor jeg i udvisket form fejrer jul i pyjamas.

Den jul var et lavpunkt i mit moderskab. Men, som lavpunkter ofte er, blev det også et vendepunkt. Eller en chance, måske snarere. En oplagt chance til at foretage et reality-check: For kunne det virkelig passe, at jeg havde tilladt mit selvværd at være afhængigt af, hvad jeg er værd i banken? Og kunne det virkelig passe, at min følelse af værdighed kunne trues, blot fordi jeg var nødt til at tage imod gratis julehjælp? Hvis værdier var det egentlig, der styrede mit liv? Den jul blev anledning til, at jeg fik vendt bøtten på hovedet og genskabt det rette fokus: Fokus på hverdagen med børnene, på det smukke i den enkle og nære, på glæden i hverdagen lige-her-og-nu. Alt det, der er det virkeligt vigtige. Man er ikke for alvor fattig, bare fordi man ikke har råd til at købe dyr julemad. Og det er ikke uværdigt at tage imod hjælp. Fattig, det er man først, når man er begyndt at tænke sådan.

Glædelig jul!