Mandag den 14. september

Chilli og jeg sidder i stolen på reposet og skriver digt:

Det bliver et digt med meget konkrete detaljer. Som for eksempel det ternede mønster, min morgenkåbe afsætter på lår og lægge. Men jeg har nået en alder, hvor jeg ikke længere er bange for at være banal. Og hvor jeg i øvrigt er helt overbevist om, at det største og det mindste er tæt knyttet til hinanden.

Lad mig give et eksempel fra Kærlig hilsen Anna, hvor jeg fik brev fra en kvinde, Anna2, som var i krise over at være fyldt 50 år. Mit svar kom til at handle om, når man har nået den alder, hvor man indser, at de fleste år ligger bag én – og bevidstheden om døden derfor bliver en del af hverdagen. Jeg skrev om de oplevelser i hverdagen, som trigger den bevidsthed hos mig. Men den del af svaret, du skal læse her, handler om en af mine venner, hvis bevidsthed om døden kom til at betyde noget meget, meget konkret: At han ikke ville begynde at samle på Holmegaard glas. Det er virkelig en historie om, hvordan det største og det mindste går hånd i hånd. Jeg har fået to reaktioner på præcis de linier. Én sagde, at det var det sørgeligste, hun nogensinde har læst. Én sagde, at hun syntes, det var virkelig sjovt. Jeg synes, de begge har ret:

Eller, Anna2, bevidstheden om døden kan trigges af ting, som er så hverdagsnære, at det bliver ubærligt pinefuldt, som da en af mine jævnaldrende venner en dag sagde, at han alligevel ikke ønsker sig Holmegaard glas i fødselsdagsgave, for ved nærmere eftertanke synes han ikke, det kan betale sig at begynde at samle på dem. Underforstået: Han skal jo alligevel dø. Jeg forstod ham fuldkommen og sagde ikke, at det da var noget pjat, sådan som jeg ville have sagt for ti år siden. Jeg ved godt, og det gør han selvfølgelig også, at han måske bliver 95 og i så fald sagtens kan nå at få 12 af hver. Men det er ikke pointen. Pointen er, at livsperspektivet er ændret. Ikke fordi der er fast bagkant (vi ved trods alt ikke, hvor gamle vi bliver), men fordi vi hver dag er bevidste om, at der er en bagkant.