Mandag den 14. september

af Anna Skyggebjerg den 14. september 2015

Chilli og jeg sidder i stolen på reposet og skriver digt:

Det bliver et digt med meget konkrete detaljer. Som for eksempel det ternede mønster, min morgenkåbe afsætter på lår og lægge. Men jeg har nået en alder, hvor jeg ikke længere er bange for at være banal. Og hvor jeg i øvrigt er helt overbevist om, at det største og det mindste er tæt knyttet til hinanden.

Lad mig give et eksempel fra Kærlig hilsen Anna, hvor jeg fik brev fra en kvinde, Anna2, som var i krise over at være fyldt 50 år. Mit svar kom til at handle om, når man har nået den alder, hvor man indser, at de fleste år ligger bag én – og bevidstheden om døden derfor bliver en del af hverdagen. Jeg skrev om de oplevelser i hverdagen, som trigger den bevidsthed hos mig. Men den del af svaret, du skal læse her, handler om en af mine venner, hvis bevidsthed om døden kom til at betyde noget meget, meget konkret: At han ikke ville begynde at samle på Holmegaard glas. Det er virkelig en historie om, hvordan det største og det mindste går hånd i hånd. Jeg har fået to reaktioner på præcis de linier. Én sagde, at det var det sørgeligste, hun nogensinde har læst. Én sagde, at hun syntes, det var virkelig sjovt. Jeg synes, de begge har ret:

Eller, Anna2, bevidstheden om døden kan trigges af ting, som er så hverdagsnære, at det bliver ubærligt pinefuldt, som da en af mine jævnaldrende venner en dag sagde, at han alligevel ikke ønsker sig Holmegaard glas i fødselsdagsgave, for ved nærmere eftertanke synes han ikke, det kan betale sig at begynde at samle på dem. Underforstået: Han skal jo alligevel dø. Jeg forstod ham fuldkommen og sagde ikke, at det da var noget pjat, sådan som jeg ville have sagt for ti år siden. Jeg ved godt, og det gør han selvfølgelig også, at han måske bliver 95 og i så fald sagtens kan nå at få 12 af hver. Men det er ikke pointen. Pointen er, at livsperspektivet er ændret. Ikke fordi der er fast bagkant (vi ved trods alt ikke, hvor gamle vi bliver), men fordi vi hver dag er bevidste om, at der er en bagkant.

{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

tina nymann 14. september 2015 kl. 15:52

Uhh, triste tanker, men for nogle nødvendige. Jeg er bare ikke kommet dertil endnu trods min fremskredne alder;-)
Er jeg mon overfladisk så?

Anna Skyggebjerg 14. september 2015 kl. 17:06

Nej, det kan jeg ikke forestille mig, Tina. Du er da vist bare født glad og med et mindre udpræget bekymrings-gen end jeg har. Enjoy!!

Betina 14. september 2015 kl. 20:44

Jeg tænker, at livsperspektivet er ændret på den måde, at det er fuldstændig ligegyldigt, om glasset hedder Holmegaard eller ej, så hvorfor samle…

kim/superheltemor 15. september 2015 kl. 16:49

Trist og fint skrevet!

Ulla 15. september 2015 kl. 18:19

Åh, jeg ved vist godt, hvem du tænker på, der synes, det er det mest triste i verden … :-) Jeg tænker meget på de glas for tiden, og jeg får sådan lyst til at begynde at samle på dem af ren og skær trods (så så man lige mig være helt vildt trodsig med Holmegaard glas. Rock ‘n’ roll).

Skriv en kommentar