Jeg har hver uge store forhåbninger til mandagen. Den er potentielt min bedste dag i ugen, fordi det er den dag, jeg er alene hjemme og har ro til at skrive. I realiteten får jeg aldrig skrevet noget som helst, fordi virkeligheden kommer i vejen.
I dag lagde Jacob sig syg. Meget lidt syg, viste det sig. Faktisk var det nærmest pjæk. Elise kom tidligt hjem. Og så skulle jeg have ordnet nogle telefonsamtaler, nogle mails og noget aftensmad, som vi – mod sædvane – ikke havde fået købt i lørdags. Summa summarum: De få liner, jeg fik skrevet, blev slettet igen, for de var ikke gode nok. Og sådan går det stort set hver mandag. I dag, hvor jeg virkelig havde troet, jeg ville få tid, blev jeg forbistret. Og sagde ting ved middagsbordet, som jeg ikke plejer at sige. Ting som, “Det er altid mine behov, der kommer sidst” og “I respekterer ikke mit arbejde”.
Af den samtale lærte jeg følgende:
1: Børnene vidste ikke, at de forstyrrede. For jeg har aldrig sagt det tydeligt til dem.
2: Børnene ville gerne lade være at forstyrre. hvis jeg til gengæld ville gøre mig den ulejlighed at skrive på en seddel på døren til kontoret, præcis hvornår jeg gerne vil være i fred.
3: Det er mig selv, der ikke har respekteret mit arbejde. Ved ikke at trække klare grænser om mit hellige rum.
Hvor irriterende: Jeg syntes, det ville have været lettere for mig, hvis jeg havde kunnet give skylden til nogle små mennesker…
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ja, det er faktisk nemmere når man bare kan skyde skylden videre, men hvor er det dejligt at man faktisk kan lære og mindes om at det ofte bare handler om at melde ud, sige fra, sige til og lukke døren:-) Og hurra for post-its!
Åh ja … lykken i nøddeskal. Vi. Er. Selv. Ansvarlige. For. At. Skabe. Den.
Dammit!
Jeg øver mig på at sige fra og sige nej. At det er ok, at jeg trænger til en pause fra ‘hent dit og dat’ og spil/læs/leg. At jeg er en god nok mor selv om jeg siger, at jeg ikke gider spille, fordi jeg gerne vil læse/lukke øjenene/være på toilettet (!)…
Faktisk har jeg fundet stor inspiration i din fortælling om, hvordan du gik ned i kælderen og bare var dig selv i 20 min. (og mine børn er fuldstændig som Elise, der stod på trappen og råbte ‘hvornår er der gået 20 min?’ – den historie glemmer jeg aldrig! Så inspirerende
Så rigtigt. Jeg bebrejdede i flere år min daværende kæreste at han ikke respekterede at jeg skulle bruge lige så meget tid på mit studium som hvis jeg havde haft et “rigtigt” arbejde. Først efter vi flyttede fra hinanden, gik det op for mig at jeg heller aldrig selv havde respekteret mit studium og den tid det kræver – og så kan man jo ikke forvente at andre gør det. Har lært altid at kigge indad inden jeg bebrejder andre – men det er ikke altid nemt!
Nøj…hvor jeg genkender det. Og hvor har du ret. Jeg må få lavet et lille skilt, som jeg kan hænge på døren, når jeg vil have fred. Ligesom på hotelværelser.
Kh Catharina
Som altid kloge tanker, Anna. Jeg har haft det omvendt på en måde. For et par år siden legede vi (i familien) den der leg med, hva’ man er til (sommerhus vs. camping, saftevand vs. mælk, tivoli vs. fisketur osv.). Pludselig spørger Christoffer; ‘Dit arbejde eller familien, mor?’ I tell you, hele verden stod stille og gjorde ondt i de sekunder. Vi talte længe om det, og det kom frem, at han altid fik fornemmelsen af at forstyrre, når han kom ind mit arbejdsrum…og deraf børnelogikken at arbejdet nok var vigtigst. Den svir’ stadig.
Anna, du er en meget klog kvinde.