Siden sidst har der været terrorangreb i Paris…
Jeg har siddet klistret til tv’et, suget ind i nyhedsstrømmen i et forsøg på at fatte omfanget af det hele. Og været ved den franske ambassade med blomster.
Men jeg har også været på besøg hos venner og næsten ikke talt om terror. Jeg har hørt Vivaldi og lavet flow food. Plantet blomterløg. Læst en roman. Mediteret. Og i aften tager hele familien i teateret for at se “Romeo og Julie”. Vi lever livet videre. Alligevel mærker jeg en følelse af uvirkelighed over alt, hvad jeg gør. Og også en følelse af angst, der manifesterer sig i tanker om, at jeg ikke vil med Metroen og er glad for ikke at have fået billet til landskampen på tirsdag. Læg dertil vrede, hævngerrighed og en svidende magtesløshed.
Kort sagt er jeg et rod af følelser. Jeg er trykfølsom, farer op og kan ikke helt garantere for en adækvat reaktion, når nogen siger noget til mig.
I den situation kender jeg kun en enkelt metode: Jeg sætter mig på meditationspuden og trækker vejret. Skaber et stille rum. Prøver at bevare hjertet åbent. Tænker på Pema Chödrön: War and peace start in the human heart. Whether that heart is open or whether that heart closes has global implications.
Dagens snapshot: Midt i november tilbyder min have mig denne uendeligt fine blomst til min vindueskarm. Jeg insisterer på at fryde mig over den!
