Så gik der lige 44 timer udelukkende på migrænemedicin og morfin. Det sidste har jeg ikke prøvet før, men det skulle da nødigt hedde sig, at jeg ikke er med på at prøve noget nyt…
Så nej, jeg er ikke perfekt. Der er både ditten og datten og migræne på listen over ting, der gør mig og mit liv u-perfekt. Min introverthed har i mange år været på samme liste. Men den del af mig er efterhånden blevet flyttet til en anden liste: Den, der indeholder mine styrker. Ok, der er aspekter ved min introverthed, som stadig gør livet udfordrende, men overordnet set har jeg min introverthed at takke for nogle af de bedste ting i mit liv. Min glæde ved at læse og skrive, mine meget nære venskaber, at jeg aldrig føler mig alene og at der skal ualmindeligt lidt til at gøre mig lykkelig (for eksempel en kop te og tyve minutter i eget selskab).
Forhåbentlig har alle introverte læsere af denne blog fået introvertheden over på positivlisten. Men der kunne jo være andet, der skal flyttes? Dele af os, introverte eller ekstroverte, som vi vi har forsømt at se på som… pretty awesome.
Jeg har i dag fået nyhedsbrev fra Pernille Melsted. Der så jeg denne ret inspirerende poster:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg synes det er helt fantastisk at man – jeg og du og andre – kan blive så glad af det andre måske kalder “små” ting. Overgangen fra vinter til forår, hvor man for første gang kan smide jakken. Udsigten til en skøn kage (her er jeg ikke engang nået til at dufte den, se den, smage den.. hihi). At være alene en hel dag uden planer.
Men det kan ikke være små ting, når de kan påvirke mit humør og mit velvære og min trivsel så meget. Tænker jeg.
Kære Ditte, jeg tror, det mange mennesker misforstår, er, at der er forskel på det banale og det basale. Kigger man på os udefra og fatter ikke en bønne, vil man givetvis sige, at det er banalt at blive så glad for “…”. Men det er ikke banalt, tænker jeg. Det er basalt. Totally different thing!
Før jeg hørte om begrebet introvert følte jeg at jeg ikke passede ind i verden, at jeg levede i en forkert tid. Alt skal gå så stærkt i dag, og hvis man ikke konstant er klar til forandring, udvikling osv, men i stedet har brug for stabilitet og rutiner kan det være svært at føle at man passer ind. Således har jeg på egen krop måttet erkende at jeg – dels pga en psykisk lidelse, dels pga min introverthed – ikke magtede at bide mig fast på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, der i parentes bemærket efter min mening er blevet mere og mere råt og hårdt. I dag er mit liv, set udefra, særdeles uperfekt, idet jeg modtager førtidspension. Jeg lægger samfundet til last økonomisk, jeg “skal tage mig sammen” og “jeg gider ikke arbejde” er den fremherskende holdning. Men jeg har prøvet, men der var ikke plads og rummelighed til mig.
Men livet er godt og skrøbeligt. Jeg nyder at have fokus på at gøre gode ting for mig selv. Nyder de få men gode relationer jeg har, nyder og glædes over litteratur, musik, håndarbejde, museumsbesøg, koncerter osv. Nyder at kunne have venindebesøg uden at skulle gøre hovedrent først. Det er OK og ganske, ganske hyggeligt, Det er i det uperfekte at nærværet er tror jeg. Lykken er i de små ting, at glædes over sin morgenkaffe i haven (har en lille-bitte frimærke-have), at vågne kl. 3.35 om morgenen fordi solsortene der bor ude i min hæk holder fest hver nat på denne årstid, at indånde luften og vide at livet er godt uanset hvad andre så mener! Bare tanker fra mig…
Jeg er helt enig med Rie: Nærvær ligger i det uperfekte. Hvis man tænker over det, så er det, der regnes for perfekt, slet ikke vigtigt.
)))
Ikke i det store billede.
I går sås jeg med en grandkusine, som jeg holder ufattelig meget af. Hun er meget ekstrovert og jeg er introvert. Hun var enig med mig i, at mange “lapper” det i sig, som de ikke selv er. Hun sagde, at hun faktisk tiltrækkes af introverte og tænker “orrrhh de har den der ro… DEN gad jeg godt have!” So there…ladies (og de mænd, der læser med) – det kan være misundelsesværdigt at være introvert! Ha! Who would have thought?!