De seneste par dage har jeg haft et styk brækket hånd og et styk stærkt forslået hånd, der ikke kunne bruges til ret meget.
Jeg har lært et par ting undervejs:
1: At give ansvar fra mig. For jeg har hverken kunnet smøre madpakker, købe ind, lave mad, spidse Jacobs blyanter eller…
2: At acceptere, at godt nok er godt nok. Blyanter behøver ikke at blive spidset hver dag,; det gør ikke noget, det stadig roder i køkkenet, når børnene har ryddet op efter middagen – og Jacob overlever med garanti, selvom hans egne madpakker er noget under den standard, jeg plejer at levere.
3: At bede om hjælp. Til at få tøj på, få åbnet skuffer og vandhaner og skåret min mad i mundrette bidder.
At bede om hjælp, at give ansvar fra sig og at acceptere, at andres måder at gøre tingene på, er helt ok… Det er faktisk slet ikke så dumt. Prøv selv. Behøver du vente, til du får gips på…?
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Kære Anna,
Igen har du jo ret
Jeg øver mig hver dag, men det er godt nok svært!
Venlig hilsen Mette
Kære Mette,
Jeg er enig: Det er smadder svært!
Kærlig hilsen,
Anna
Kære Anna
Ja hvor har du ret! Og ja det er svært! Det er ikke for ingenting at der findes bøger om netop accept. Jeg må lyde som en ren reklamesøjle når jeg nu igen reklamerer for en bog: Accept af Anna Kåver. Lille og letlæslig sag men med stor dybde.
Kære Tina, du slår nu ikke mig som værende en reklamesøjle, men snarere som et generøst menneske, der gerne vil dele gode bøger med os andre.Tak for det!