Så blev jeg endelig færdig med svaret til den kvinde, som har skrevet til brevkassen om, hvor svært hun har ved at holde af sin far.
Det tog mig tre uger. Hvilket jeg var ret irriteret over og fortalte min mand. Hans svar var, “Jamen, så må du jo sætte tempoet op.” Det sagde han udelukkende for at provokere mig til at svare, “Jamen, det kan jeg ikke”, hvorefter han sagde, “Så må det tage den tid, der skal til.” Ja, ting må tage den tid, der skal til.
Her er en bid fra svaret. Et stykke erindring om min egen far:
I år ville min far været fyldt 100 år. Han var allerede gammel, da han fik mig. Graviditeten var et uheld. Min mor og far have været på besøg hos Agerskovs oppe på Anemonevej. De havde fået lidt vin og set en film. Åbenbart en film med kærlige scener – og da min far var hos Agerskovs og ikke hjemme i stuen, kunne han ikke forlade selskabet, når der blev vist scener, der gjorde ham forlegen. Han måtte stå det igennem med min mor ved sin side. Og da de kom hjem, ja så… Hun troede ikke, hun kunne blive gravid længere.
Min far var byens dyrlæge. Han og min mor var venner med tandlægen, lægen, apotekeren – og de trak på deres kontakter og kom i audiens hos en overlæge på hospitalet i Aarhus. Han kunne ikke give min mor lov til at få en abort, men han kunne godt under bordet give hende nogle piller med hjem. Hun tog dem og løb op og ned ad kældertrappen, som hun havde fået besked på af lægen. Op og ned. Op og ned. Op og ned. Og høje knæløft. Men der skete ingenting. Hun tog en tunika på og var fem måneder henne, før nogen opdagede det. Det var fru Hansen, og det var på Kirkevej, i den grønthandel, som lå ud for Irisvej og egentlig bare var grønthandlerens garage. ”Jamen, er du ikke gravid, Lisbeth?”, spurgte fru Hansen, og så græd min mor. I vindueskarmen foran mit skrivebord er der et fotografi, som er taget fire måneder senere. Det er taget foran vores hus, man kan se stokroserne i baggrunden. Jeg er en uge gammel og svøbt i et tæppe, som jeg husker er lyseblåt og hvidt, selvom jeg ikke kan se det på billedet, som er i sort-hvid. Den ene hånd stikker ud fra tæppet og flagrer lidt i luften. Jeg læner mit hoved mod min mors. Hun kigger ned mod mig, ikke på fotografen, som må have været min far. Hun har den grønne og hvide kjole på, som var hendes yndlingskjole, og som hun beholdt altid. 30 år senere, da hun var død og huset skulle tømmes, hang den på bøjle i skabet i soveværelset. Der kom en mand, som opkøbte dødsboer, og tog alt det, mine søskende og jeg ikke ville have, for det var den nemmeste måde at få hele huset tømt på. To dage efter, han havde været der, cyklede jeg tilfældigt forbi hans butik i Aarhus, og så min mors grønne og hvide kjole udenfor. Hvordan kunne jeg have troet, at jeg ikke ville savne den? På den tid, det tog at krydse vejen, nåede jeg at beslutte, at jeg ville stjæle kjolen, hvis ikke jeg havde råd til at købe den tilbage. Den hænger i min kælder nu. Min mor ser glad ud på fotografiet, og det var også altid det, hun sagde, ”Da du først var kommet, var jeg jo glad.” Men inden jeg kom: Op og ned. Op og ned. Op og ned. Og høje knæløft.
Jeg har set det billede for mig et utal af gange: Min mor, som løber på kældertrappen. Det er råt, men ikke kun. Jeg har selv fået en abort i høj alder; jeg ved godt hvordan det føles at være blevet for gammel til flere børn. Så jeg mærker også en sær solidaritet med hende, når jeg ser hende for mig løbende på den trappe. Men i udkanten af mit indre billede ser jeg min far stå på toppen af trappen. Jeg ved ikke, om han stod der. Men jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at han stod der og ligesom heppede på min mor. Hvad tænkte ham mon på? At hun skulle løbe hurtigere? Hvem han skulle ringe til, hvis hun aborterede? At han følte sig gammel? Filmen hos Agerskovs?
Det var aldrig til at vide, hvad min far tænkte og følte, for han fortalte det ikke. Og vi spurgte ikke. Den eneste gang, jeg hørte min mor spørge ham, var, da han var på vej til hospitalet den gang, som viste sig at blive den sidste. Han stod i entréen, parat til at spadsere til busstationen, for han havde nægtet at lade sig transportere med ambulance. Min mor tog ham i armen og sagde med desperation i stemmen, ”Har vi haft et godt ægteskab, Skygge? Det har vi da, har vi ikke?” Min far mumlede, at det havde de vel, og så gik ham. Jeg råbte ad min mor, ”For Fanden, mor, du lød jo som én, der ikke regnede med at se ham igen. Nu ved han, at du tror, han dør. Hvordan kunne du gøre det?” Han døde få dage efter, så hun havde haft ret: Det var hendes sidste chance for at få at vide, hvad han tænkte.
Jeg besøgte tit mine forældre i de fem år der gik, efter jeg var flyttet hjemmefra som 18-årig, men inden min far døde, da jeg var 23. Jeg tog rutebilen til Hadsten, men jeg blev altid kørt tilbage til Aarhus af min far. ”Du kommer mest for at se hunden”, bebrejdede min mor mig. Men det var ikke rigtigt; jeg kom mest for at blive kørt hjem af min far. Bilen var vores befriede område; når vi sad i bilen, kunne vi snakke. Ikke om tanker og følelser, men bare lige så stille om hverdagen. Og om stjerner. Når vi var drejet fra i Ødum og var kommet ud på hovedvejen, ubelyst og omgivet af flade marker, var himlen kæmpestor. Og så holdt far bilen ind til siden og stoppede motoren og pegede alle stjernebillederne ud for mig og fortalte historierne fra den græske mytologi. Og jeg elskede ham noget så vanvittigt, og vidste, at hvis ellers han havde kunnet, ville han have sagt, ”Da du først var kommet, var jeg glad.”
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Sidder med en klump i halsen! Tak fordi du har valgt at dele dit svar – og ikke mindst din erindring om din egen far!
Den er så svær – den med at have svært ved at holde af sine forældre, følelsen af ikke at være ønsket og tvivlen om at din sidste sætning faktisk også er den der er gældende.
Kh Dorthe
Kære Anna.
En rørende historie om dig og din fars forhold. Ikke så mange ord, men handlinger, fulde af kærlighed.
Din glæde over bilturene med din far, har jeg selv haft med mine egne sønner. Ingen forstyrrende elementer, måske endda i mørke, har fået fine samtaler i gang.
Jeg mindes min egen far, og et af de sidste besøg hos ham, hvor han sad gammel og træt, 89 år. Men lyste op, og sagde, ” Der kommer min store pige jo “. En stor pige på 50.
Et smukt øjeblik jeg gemmer på. Og flere ord, er ikke altid nødvendige, men måden de blir sagt på, er dyrebare.
Kærlig hilsen Anne
Smukt Anna, at se kærligheden i det usagte, hvor har jeg ofte i mit stille sind plaget andre for at bekende deres kærlighed. Jeg ved, at ikke alle kan, og det er okay. Kærligheden har mange sprog. Hvornår kommer den bog????
Tak for at dele helt vidunderlige ord, der går direkte i hjertet og alle mulige andre steder i ens væsen.
Jeg er begyndt at kysse min far goddag og farvel på munden, hvilket minder mig barndommens godnatlæsning afsluttet med et kys. Det holdt jeg op med fra jeg var 13 til 41 år. Det er et øjeblik af ømhed, og fonemmelsen af slægternes kontinuitet er næsten udbeskrivelig, når mine egne børn oplever disse små magiske glimt af kærlighed.
Jeg cyklede ud til mine forældre, men næsten hver gang kørte min far cyklen og mig hjem, også selv om vejret slet ikke var usselt nok til den slags letsindighed. Det at sidde alene med Far i mørket og snakke om Vigtige Ting, og ingen kunne nå os (mobiler fandtes heldigvis ikke den gang), står stadig i min erindring som ægte lykkestunder. Tak, fordi du mindede mig om dem.
På min opslagstavle hænger et billede af min mor, taget da hun var ung sygeplejerske, flere år før jeg bliver født. Hun ser lige ind i kameraet og hun smiler, og hver eneste dag kigger jeg tilbage og smiler til hende. Min mor døde for 3 år siden, og vores liv sammen var svært. Mor var psykisk syg, og jeg vil sige, at jeg uden at overdrive aldrig har haft bare fem minutter sammen med hende, hvor jeg ikke har været i yderste indre alarmberedskab. Når jeg kigger på billedet, så smiler vi til hinanden på tværs af de 55 års fælles kaos. Vi smiler til hinanden fra to punkter i tiden, hvor muligheden for, at hendes sygdom aldrig ville være dukket op, er tilstede. Det reparerer mig og det reparerer mit svære forhold til hende og erstatter det med stor kærlighed. For i hendes smil, ligger jo endnu muligheden for, at det ikke vil gå så galt, alt er endnu åbent. På tværs af tid og alt det, der sket og på tværs af liv og død, kan jeg møde min mor i det smil med stor taknemmelighed.