Jeg sørger fortsat over alle de træer, som brutalt blev fældet i naboens have i fredags. Natten til lørdag vågnede jeg ved, at fugle skræppede og pippede. De burde ligge og sove, burde de, men de havde ikke noget hjem. Og ja, så bliver jeg sentimental og kan mærke, at de fugle er kede af det.
Hvis jeg skal se noget som helst positivt i det, er det, at det tvinger mig til at erkende altings forgængelighed. Jeg slår mig ellers i tøjret for at acceptere det, selvom jeg ved, Buddha - og andre kloge mænd og kvinder – har fat i den lange ende med deres fokus på dette livsvilkår: altings forgængelighed.
Hvorfor den erkendelse er frugtbar? Af årsager, jeg slet ikke kan forklare, men OGSÅ fordi det lærer os at sætte pris på det, vi har. Lige nu og her.
For eksempel dette lille mirakel af en blomst i min vindueskarm. Så meget desto smukkere netop fordi den er forgængelig:
