Mandag den 2. juli

Jeg er overbevist om alle menneskers forbundethed. Den overbevisning giver mening for mig. Men…

når jeg så læser i avisen om Cesarine Maninga, som er yngre end mig, men bor i Congo, hvor hun forsørger 11 børn og en arbejdsløs ægtefælle ved om morgenen kl. 6 at løfte 100 kilo kul op på ryggen og bære  sækken 10 kilometer til markedet, hvor hun prøver at sælge kullene og tjene 10 kroner….  (100 kilo, 10 kilometer, 10 kroner!)

når jeg så læser, at vejene er ødelagte af krig (hvor voldtægt var et af våbnene), at æslerne er få, og at kvinder derfor har overtaget maskinernes og æslernes arbejde…

- så kan jeg næsten ikke rumme overbevisningen om vores forbundethed. Men jeg kan slet, slet ikke rumme at lade som om, den ikke er der og bare tænke,  ”Cesarine har ikke noget med mig at gøre”. For det har hun.

For få dage siden døde et af mine forbilleder, Norah Epron, hende som blandt meget andet har skrevet manuskripterne til “When Harry Met Sally”, “Sleepless in Seattle” og “You’ve Got Mail”.  

Lad mig citere Norah Epron for vise ord om kvinders forbundethed og om at tage det personligt, hvordan andre kvinder bliver behandlet. Ordene er fra 1996 og handler om amerikanske forhold. Men de kunne lige så godt have været fra i dag og handlet om Cesarine:

One of the things people always say to you if you get upset is, don’t take it personally, but listen hard to what’s going on and, please, I beg you, take it personally. Understand: every attack on Hillary Clinton for not knowing her place is an attack on you. Underneath almost all those attacks are the words: get back, get back to where you once belonged. When Elizabeth Dole pretends that she isn’t serious about her career, that is an attack on you. The acquittal of O.J. Simpson is an attack on you. Any move to limit abortion rights is an attack on you – whether or not you believe in abortion. The fact that Clarence Thomas is sitting on the Supreme Court today is an attack on you.