Jeg ved, jeg har skrevet om det tit. Og nu gør jeg det igen. For det ligger mig på sinde at slå et slag for vigtigheden af at have ” a room of one’s own”. Måske kke nødvendigvis et helt eget rum, men blot et eget sted, hvor der er plads til Zen: til ro og fordybelse, til nærhed med sig selv.
Jeg har mødt mange mødre, som drømmer on netop det, men alligevel ikke kan få det realiseret.
Her er “Hele 3 undskyldninger”, jeg ofte hører:
1: ”Jamen, det ville børnene aldrig respektere.”
2: “Jamen, det kan slet ikke lade sig gøre rent praktisk.”
3: “Jamen, det er måske også bare mig, der er lidt sær efterhånden.”
Hvis du i al seriøsitet mener, at det ikke er muligt, at insistere på 15 Zen-fyldte minutter i eget værelse eller i det mindste i eget selskab, så er det tid til at tænke på at gøre tingene anderledes. For hvis det er vigtig nok, skal det også kunne lade sig gøre. I det mindste et par gange om ugen. Og hvis ikke hjemme, så ude (på vej til eller fra arbejde?).
Er der nogen, som har gode erfaringer, så kom endelig med dem!
PS: Lige et snapshot af Elise, som har fået eget værelse. Det havde hun også før flytningen i fredags, men nu er det meget mere privat, fordi det er i kælderen. Og ja, jeg blev egentlig en lille smule misundelig, da jeg kiggede ind i dag og så, hvordan hun nød at have tid, tid, tid i eget selskab (her dog med kat og tv):
{ 13 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg har seriøst overvejet – i vores mindre end lille soveværelse – at skifte sengen ud med en sovesofa. Netop for at skabe plads til meditativ tilbagetrækning… Det er endnu ikke en realitet, for sovesofaer er ikke særlig kønne… ;o)
Kære Anna
Et af mine “huller” med tid for mig selv, er mine daglige cykelture til og fra arbejde. Jeg har ½ time hver vej på en forholdsvis utrafikeret vej. Det giver mig tid og rum til: at omstille mig fra arbejde til hjemmeliv og omvendt, at få tænkt nogle ting igennem som jeg ellers ikke har haft tid til, at tænke i positive tankemønstre og en hel masse mere. Jeg synger ofte og gerne på min cykeltur. Jeg har komponeret flere sange på min vej, jeg har fået masser af gode idéer og fundet løsninger på problemer. Og oveni alt det, får jeg min daglige motion! Jeg elsker mine cykelture!
; ) Inge
Jeg har også tiden på vej til og fra arbejde som min helt egen. Ikke noget med alt det her nymodens fis med bluebluetooth og mobiltelefoner der ringer i et væk. Jeg stiller den simpelthen på lydløs.
Enten nyder jeg stilheden og roen til at tænke, eller også hører jeg lydbånd som jeg låner på biblioteket (jeg har nemlig også svært ved at finde tiden til at læse).
Hej Anna og I andre, du har bare så ret, og det er også en stor udfordring for mig at kræve lidt tid alene. Jeg er så priviligeret at være selvstændig og arbejde ved spisebordet, så ofte har jeg muligheden for tage et øjeblik for mig selv med en kop kaffe og alle elektroniske enheder slået på lydløs og offline. Jeg er netop begyndt at meditere. Men i perioder har jeg afsindig travlt og når ikke den stille stund i løbet af arbejdstiden, og jeg oplever, at eftermiddage og aftener ofte bliver en evig jagt på et stille øjeblik. Børnene og manden jager mig, og jeg forsøger at krybe i flyverskjul et sted i huset. Det er rigtig skidt for alle – for børnene oplever en mor, der forsøger at slippe væk, og det får moren dårlig samvittighed over. I de travle perioder kommer jeg lidt til kort…..men i de rolige perioder har jeg masser af alenetid…
Jeg tænker på at alenetid skal læres. For en mor og for et barn. Men ja, fra mit perspektiv er det én af de vigtigste egenskaber, vi kan lære vores børn. At nyde sit eget selskab. Jeg er pt. optaget af rollemodeltankegangen – mellem børn og forældre. I alle de usynlige – men uhyrlig vigtige – hverdagsaktiviteter. Her er (måske) et forslag til hvordan vi gradvist, langsomt, kan lære vores børn (selv helt små børn) nogle af de aktiviteter, vi (undertiden) kommer til at tage for givet. Som noget børn bare kan. Måske kan du genkende tankemønstre som: ‘hvorfor kan mit barn aldrig lege selv?’ – men hvornår gør du? ‘hvorfor kan mit barn ikke sidde stille med en bog’ – men hvor og hvornår gør du? ‘Hvorfor kan mit barn ikke bare ligge ligeså stille og kigge ud i luften, måske kede sig lidt’ – men hvornår ser dit barn DIG gøre det?
Min pointe er, at børn kan LÆRE at nyde deres eget stille selskab, hvis vi viser dem at det er vigtigt. For os. Det er en proces, som begynder, når barnet er helt lille – og som tager tid. Ikke en måned, men måske år.
Smid dig på gulvet med avisen, men ugebladet – eller glo på loftet. Lad tankerne flyde. I begyndelsen kravler børnene hen over dig, river i avisen – afbryder dig. Lad dem. Men lad dig ikke forstyrre i ‘din min-tid-bane’. Afvis kærligt at igangsætte nye aktiviteter med fx ‘jeg vil gerne lige ligge og stirre lidt’ . I begyndelsen er det en nyhed, en overraskelse for børnene. De reagerer måske. Men lad dem. Jeg lover dig…. stille og roligt giver børnene slip, de mærker at det her er dit rum, og at det her er vigtigt for DIG. Og bonuseffekten – børnene lærer samtidigt at opbygge små rum til sig selv – selv i selvskab med andre.
Jeg oplever at komme helt væk – eller få løst ting, der nager – på mine løbeture. Det er helt legalt at bruge tid alene på sin motion, selvom jeg godt kan være den, der “pjækker” fra det.
Roen kan også være turen med græsslåmaskinen, selvom min mand ofte kommer før mig – det er helt meditativt at gå der med cylinderklipperen og se den orden, der kommer på græsset
Haven er blevet vores frirum – vi kan gå side om side uden et ord og bare nyde hinanden, roen, haven og … Selv efter 12½ års ægteskab (i søndags) kan vi pludselig opdage at stå ved siden af hinanden og kigge kærligt på den anden
Vi bliver bedre og bedre til at give hinanden plads – at opfordre til tid i eget selskab – og til at bakke op om det ved at tage ansvar for børnene, mens den anden er sig selv!
Da jeg søgte nyt job, var et af mine krav: Lav transporttid.
Det var så helt umuligt, men nu har jeg 1/2 time hver vej – delvis gennem et af Danmarks smukkeste naturområder.
Næste gang jeg søger job er kravet: Lang transporttid – !!
Jeg har en hel time til at tænke, lade være med at tænke, høre høj musik, være stille, råbe, snakke i mobil, kigge ud af vinduet, spise æble, drikke vand og bare generelt være mig og mentalt tage arbejdstøjet af, før jeg kommer hjem til ulvetimen.
Men en anden ting er, at ro ikke nødvendigvis = afstand til andre.
Det er også vigtigt at kunne finde eller kunne skabe ro i sin familie. Hvis familien kun er en stressfaktor – eller hvis man ikke kan være sig selv sammen med sin familie, er det måske ikke et særlig sundt liv man lever?
Som forælder har man ansvaret for at skabe plads til, at man er sig selv i sin familie – uanset om man er sammen-sammen eller sammen-hver-for-sig. Det er noget, mine børn skal lære – og de skal lære det af mig. Så nytter det jo ikke, at jeg kun tager tid til at være mig selv, når de ikke ser det, og ellers kun er en tralalala-happy-mom, når de ser mig.
Det billede af voksenlivet, de ser min mand og jeg udføre, vil danne målestok for deres voksenliv, og så er det ikke smart, at de aldrig ser hverken mor eller far være sig selv, men at far og mor konstant arbejder, laver mad, tager i Legoland, bager kage, snakker i telefon osv.
Meget tankevækkende indlæg dér
Gitte
Da vi fik Noah sidste sommer, blev mit kontor til børneværelse. Dermed gik jeg fra kontor hjemme til kontor ude i byen. Rigtigt mange syntes det var tosset at poste penge i et kontor, for jeg kunne jo lige så godt indrette kontor i soveværelset.
Og ja … det kunne jeg vel. I teorien. I praksis går det imidlertid slet ikke, for jeg nægter at skulle sove i et rum, der ikke oser af “zen” og ro. Jeg vil ikke have computer, printer, tv, opslagsbøger, musikanlæg, kontorartikler og alt muligt andet i mit soveværelse (og i øvrigt ville det kræve reoler på alle væggene at få plads til alle mine bøger).
Så jeg holder stædigt på, at soveværelset skal være en afslapningsoase. Et rum jeg gearer ned i – ikke omvendt. Og jeg er 200 % ufleksibel og forhandlingsuvillig på det punkt.
Må jeg i øvrigt på det varmeste anbefale Ranvitas “Elsk dit hjem” (fås både som papirbog og lydbog). Én af de mest inspirerende bøger om boligindretning, der findes.
Om 4 dage kommer min datter hjem efter et år på efterskole (hvor hun har delt værelse med to andre teenagere, hus med 30 andre teenagere og skole med 130 andre teenagere). Overordnet har hun været virkelig glad for at være afsted, og hun har selv oplevet, at hun har udviklet sig meget. Hendes største udfordring – som enebarn – har klart været, at skulle tage hensyn til andre hele tiden. Da vi forleden talte om, hvad hun har fået ud af det år, sagde hun: “Jeg har i hvert fald lært, at det ikke dur for mig at være sammen med andre mennesker 24/7 – jeg er nødt til at kunne være alene og have ro ind imellem.” Da gik det op for mig, at jeg på en eller anden måde har formået at give min datter ro og zen i hverdagen.
Det bliver spændende at få hende hjem igen, for jeg har jo nu i et år været vant til, at al min tid var min alene. Jeg er dog ikke bekymret; vi har altid været gode til at være stille sammen, hver for sig og ved siden af hinanden.
En af de store fordele ved at have en teenager er, at hun selv går i seng (som oftest senere end mig). Så jeg kan gå tidligt i seng med min bog… det er mit yndlingstidspunkt på dagen.
Jeg trækker nogle gange cyklen til arbejde. Tvinger mig selv til at trække vejret dybt og helt ned i maven og få klaret tankerne inden dagens stress og jag.
Min søn bliver afleveret sent i vuggestue, men tilgengæld også hentet lidt sent, så jeg kan tage mig en ½ time hjemme alene. Jeg har brug for det, og min søn elsker sin vuggestue, hvor størstedelen af hans stue bliver afleveret og hentet modsat altså tidligt, men det betyder han får pædagoerne for sig selv og vil sjældent med hjem.!!
Hej Søde Anna!
Jeg har en trappesten! Den er bare så dejlig. Det er fra vores havedør og ud til en lille gårdhave – fyldt med mine elskede blomster.
Her sidder jeg på et tæppe, når børnene er puttet, med en kop the. Tagudhænget dækker lige, så jeg kan også sidde her i regnvejr. Så trækker jeg vejret helt roligt og i bund. Ofte kommer solsorten og synger for mig.
Her finder jeg dejlig ro!
KH Maria
http://marenuthaug.wordpress.com/
(For dem, der kan finde ud af at tillade sig selv det og så handle eller whatever en anden gang. Smukt.)
Zen for mødre