Mandag den 20. marts

af Anna Skyggebjerg den 21. marts 2012

Nu jeg lige har talt om mirakler, er jeg nødt til at nævne, hvad jeg i dag har oplevet…

En mand bukkede dybt for mig og tilbød mig en tekop.

Kort efter bukkede han og hældte te i min kop.

Da jeg havde drukket min te, bukkede han igen og fjernede min kop.

Lyder det ikke som et mirakel, mine damer?

Faktisk skyldes det, at jeg er begyndt at gå til zenmeditation, og her afsluttes med en te-ceremoni, der inkluderer denne rituelle bukken. Men det ændrer ikke på, at det føltes mirakuløst. Ritualet udøvede igen-igen sin iboende magi. 

Ritualer skaber orden i kaos. Ritualer giver stabilitet, ro og sammenhængskraft. Derfor er det en virkelig god idé at have ritualer i en travl hverdag.

Sørg for at udvikle nogle gode ritualer i din familie, for eksempel overgangsritualer ved hjemkomst om eftermiddagen og ved putning samt fejringer af hvad som helst. Der skal ofte kun lidt til for at gøre det almindelige til noget særligt. Men resultatet er mærkbart: Den omsorg, der ligger i, at familien samles om et ritual, får i rigeligt tilbage.

Prøv selv! Der er Zen-garanti!

Skriv en kommentar