Hvis du har læst “Zen for mødre”, ved du, at jeg en dag stak af fra min familie. Uden varsel pakkede jeg en kuffert og efterlod mand og børn ulykkelige. Jeg havde fået NOK og havde desperat behov for at komme væk. Jeg endte på et hotel, hvor jeg var til næste dag. I løbet af den tid fandt jeg ud af, at jeg havde alvorligt brug for, at hverdagen fremover kom til at indeholde Zen-fyldte åndehuller. Både, når jeg var sammen med mand og børn, og når jeg var alene med mig selv. Derefter begyndte jeg at skrive “Zen for mødre”.
Jeg er ikke stolt af det stunt. Der er ingen ære ved at forlade sin familie. Og jeg ville ønske, jeg havde mærket mine behov noget tidligere, så jeg ikke nåede helt derud, hvor jeg mente, den eneste løsning var at stikke af.
Jeg håber, at denne blog er med til at minde dig om nødvendigheden af Zen i hverdagen. Så du ikke kommer til at stikke af fra det hele. Eller blive i det hele, men utilfreds.
Ellers lad dig inspirere af dette stærke digt af den amerikanske digter Mary Oliver, som handler om at finde sin egen stemme og redde sig selv.
what you had to do, and began,
though the voices around you
kept shouting
their bad advice–
though the whole house
began to tremble
and you felt the old tug
at your ankles.
“Mend my life!”
each voice cried.
But you didn’t stop.
You knew what you had to do,
though the wind pried
with its stiff fingers
at the very foundations,
though their melancholy
was terrible.
It was already late
enough, and a wild night,
and the road full of fallen
branches and stones.
But little by little,
as you left their voices behind,
the stars began to burn
through the sheets of clouds,
and there was a new voice
which you slowly
recognized as your own,
that kept you company
as you strode deeper and deeper
into the world,
determined to do
the only thing you could do–
determined to save
the only life you could save.
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ja, vi må sætte iltmasken på os selv, før vi sætter den på de andre. Hvis man tror på menneskehedens fællesskab vil denne handling i sig selv, lette smerten for de andre, men helt sikkert er det, at vores bidrag til omverden er større, når vi kan trække vejret i bund og ikke render rundt med åndenød.
Tak for det stærke digt kære Anna.
Uhh – den sidste linie gir mig kuldegysninger! Tak for det!
Skønt digt.
Jo mindre vi husker på os selv, jo mindre nærværende, tilstedeværende og skønne er vi at være sammen med!
kh Mette
Uh ja, Mary serverer det jo på det smukkeste sølvfad. Og Louise har evigt ret med hensyn til iltmasken.
Men det er en daglig rejse, og jeg har også selv pakket kufferten en gang. Min mand troede, at det var første skridt mod en skilsmisse, men det var jo netop fordi jeg slet ikke var i tvivl om os, at jeg havde brug for tid til bare at være mig selv. Fem dage i Nordjyllands friske luft var fantastisk og gav mig det nødvendige overblik.
Og i dag ved jeg, at den slags ferier med mig selv SKAL være en del af mit liv. Ikke for at komme væk fra manden (og snart lille Noah), men for at komme helt tæt på mig selv. Luften bliver simpelthen for iltfattig, hvis jeg ikke en gang i mellem kan få lov til at ånde helt alene.
Men så sker det heller ikke ud fra et behov om at forlade familien, men om at prioritere at møde mig selv. Og det gør en stor forskel, tror jeg.
Og Anna: tak for din søde mail. Har været i vandret position og har ikke fået svaret. Alt tyder på udrejse i juli, så mon ikke næste te-seance ved vandet bliver i det tidlige efterår (men selvfølgelig med indian summer-vejr!).