“Hele 3 ting”, der får mig til at græde:
1: Synet af Elises tomme værelse.
2: Synet af Sørens barnebarn, som kommer ud på terassen, mens jeg sidder i den anden ende af haven med mine læsebriller på, kun kan se omridset af en slank pige – og tror, det er min Elise.
3: Synet af mig selv i spejlet. Jeg ser mærkelig fremmed ud. Måske er det bare hævelser, men måske ikke?
Til gengæld gør det mig glad, at Elise skriver i en mail, “Jeg ved, det her år bliver fantastisk. Det bliver savnet værd – for os begge!” Moderskabet i en nøddeskal: Adskillelse og udvikling hører umiskendeligt sammen.
PS: Det sidste snapshot, vi tog af Elise, var den sværeste af alle afskeder:
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste din blog – selvom mine piger kun er 3 og 6 år, så kan jeg sagtens sætte mig ind i følelsen.
Kommer til at tænke på et af mine ynglingscitater: “Jeg vil give mine børn rødder og vinger” og det er lige det du gør på den smukkeste vis
Kære Karina,
Tak for det meningsfulde og smukke citat. Det er præcis sådan, jeg skal tænke på dette år.
Kh,
Anna