Nogle gange vil et barn ikke fortælle. Heller ikke selvom det er tydeligt for barnets mor, at der er ord, der gerne vil ud. Hvad gør en mor så? Henter bamsen!
For det kan godt være, man kan klappe i, når ens mor spørger, hvordan man har det. Men intet barn kan klappe i, når det er bamsen, der spørger. Man ignorerer ikke bamser, det ved enhver. Så helt til mine børn blev omkring ti år har jeg taget fat i ryggen af bamsen og talt med dens stemme og fået fortalt det, som barnet ikke gad fortælle til mig.
Nu er Jacob for gammel, selvom han stadig griner, når jeg taler som bamsen. Men så er der nye veje: I går tog han og jeg på tur med metroen til lufthavnen. Vi skulle ikke hente nogen og da slet ikke selv ud at rejse. Vi skulle på Starbucks, for Jacob er begyndt at drikke kaffe og ville gerne smage den slags, som Elise fortæller, at hun drikker i USA. Og landets eneste Starbucks ligger altså i lufthavnen.
På vejen derud legede vi Bamsen Spørger 2.0: Jeg skrev spørgsmål om Jacob i den notesbog, jeg altid har i tasken – og rakte den til Jacob, som beredvilligt skrev svarene. Det gik endda så vidt, at han på et tidspunkt selv sagde, hvad han gerne ville spørges om.
Prøv selv!
PS: Det sjoveste (men aldeles præcise!) svar kom på spørgsmålet “Hvad er mit værste karaktertræk?”. Jacob svarede: “Lidt for stort ego.”
Billedet (i udsøgt kvalitet!) af drengen med en Caramel Frappuccino illustrerer det i grunden ret godt:
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Længe leve bamserne og alt det de kan! Hos os har bamse Alma altid udført mirakler – det seneste kan man læse om her: http://autismetanken.wordpress.com/2012/04/19/sadan-alfredo/
Og hvor er det et skønt billede af din søn!
Kh Kathrine
Ha ha – ja det ego fylder måske liiiiiiidt op, men for helvede hvor er han cool! Og det er vel i grunden fint at have lidt ego at tære på …
Måske Jacob bliver den første zen-rockstar?
Hehe cooollllll !!
Jeg tager metroen derud for at spise en pølse med brød. Og det bringer stor lykke hos en 2 og 6 årig. Hurra for lufthavnen.