Jeg er rastløs. Jeg har sendt en hel masse sider af Bogen til min redaktør, og mens hun læser dem og afgør, om Bogen er færdig eller ej, er jeg rastløs.
Jeg har faktisk tid på hånden, mens jeg venter, men jeg kan ikke finde ud af at bruge den til noget fornuftigt. Jeg sætter bøger på plads, jeg flytter rundt på bunker på skrivebordet, lægger dem lige og flytter dem tilbage til der, hvor de kom fra. Jeg hopper fra tue til tue og ordner småting i stedet for at gøre noget af det, jeg i lang tid har sagt, at jeg vil gøre, når tiden er der.
Eller… det gjorde jeg indtil for et par timer siden, da jeg blev seriøst træt af mig selv. For jeg ved jo udmærket, hvordan jeg stilner en urolig sjæl. Jeg har masser af ritualer, der giver mig ro.
Jeg valgte at læse digte. Langsomt. Blandt andet Maya Angelous Phenomenal Woman. Det digt får mig altid til at tænke, at alle piger burde vokse op omgivet af kvinder med den form for styrke. Og at vi, som ikke har haft det privilegium, alligevel bør prøve at være sådan et forbillede for dem, som er piger nu.
Du kan læse digtet her. Det aller bedste er at høre det læst op af Maya Angelou selv:
