Zen er stærkt smitsomt. Som regel er det børnene, der er mine læremestre, og sender deres medfødte evne til ro og fordybelse videre til mig. Men til andre tider er det mig, der sætter scenen og trækker dem med mig. I dag var der en kædereaktion af Zen:
1: Da Jacob og jeg gik hjem fra badminton, sagde han, “Hvad ville du sige til, at vi sætter os i min seng under dynen og drikker en kop te og læser en bog?”
2: Da vi sad der i sengen, kom Elise ind med den bog, hun skal læse til dansktimen i morgen, og spurgte om hun måtte sidde sammen med os.
3: Og under fem minutter efter, sprang Pelspølsen ned fra radiatoren, hvor hun ellers hyggede sig med at ligge til hævning, og lagde sig på sengen aldeles midt imellem os.
Behovet for Zen er basalt. Og vejene dertil kan være umådeligt enkle. What’s not to like?!
PS: Denne seddel fandt Elise i morges uden for sin dør. Sammen med en halv Toblerone:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Dejlige dejlige menneskebørn.
Anna, er der mulighed for at adoptere de børn i en kortere periode? Eller – måske endnu bedre: Hvad med, at Noah lige kom en tur i inspirationslejr et par måneder om et års tid?
Nå, han virker nu ret zen-agtig, hvis du spørger mig, så jeg tror bare, at jeg vil gøre mit for at holde ham fast i zen-øjeblikkene og forsøge at være en god læremester …
Altså hvor jeg håber Jacob en dag kommer til at sidde på en ledende post og udgyde zen…og Toblerone.
ej men så bliver man da helt rørt. Hvor lyder de dejlige de børn også med hensyn til indlægget om 10 årige drenge