Om mandagen henter jeg Jacob, når han har været til badminton. Almindeligvis går han selv hjem fra klubben, men om mandagen henter jeg ham, fordi han ellers skal gå alene over byens farligste kryds.
Jeg plejer at komme i god tid og vente på ham uden for hallen. Men i dag var jeg for første gang lidt forsinket. Og aftalen er, at hvis det sker, begynder han selv at gå hjemad. Det regnede jeg derfor med, at han nok var begyndt på.
Da jeg cyklede afsted mod badmintonhallen blev jeg overhalet af en ambulance med udrykning. Jeg tænkte ikke videre over det, men da jeg drejede om hjørnet ned ad Mariendalsvej, så jeg den stå midt i det farlige kryds, uden sirene, men med blinkende lys. Jeg kunne ikke se, hvad der var sket på den afstand. Frygten satte ind og jeg satte tempoet op, mens jeg messede højt ud i luften , “ikke Jacob, ikke Jacob, ikke Jacob”.
I krydset holdt to biler, den ene smadret. På den anden side af krydset stod Jacob og så bange og fortabt ud. Fra hans vinkel kunne han kun se ambulancen og den ene af bilerne. Han var sikker på, at den var kørt ind i hans mor.
Vi gik hjem hånd i hånd. Uden vanter.
I dag er jeg taknemmelig for: Alting.
{ 11 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Årh manner der fik jeg lige lidt fugtige øjne. Godt I fandt hinanden uskadte!
Vores allesammens værste frygt – og lettelsen bagefter er ubeskrivelig.. Og i de situationer er det helt okay at knuge den lille hånd! Og næsten ikke kunne give slip..
Vi har holdt rigtig meget i hånd i dag – og snakket med pigerne på 2 og 4 om Holger – og om at blive hvor man hører til.. Og om at være taknemmelige:-)
Og lige det, som jeg ved, I vil give mig ret i, men som hører sammen med taknemmeligheden – nemlig tanker til dem, der ikke kunne gå hjem hånd i hånd den dag, men som har fået deres verden ændret i byens farligste kryds. Må de gå nådigt igennem denne oplevelse.
Fy for fanden!
@ AL: Helt enig! Tak for at minde om det perepektiv.
Sidder i toget med store dråber ned af kunderne. For filan hvor har vi meget at være taknemmelige over.
Jeg er også taknemmelig! Selv over at have morgenskænderi med treårig. I hvert fald lidt. Og AL har helt ret.
Puuuhhhaa, får lige et sus i maven og fugtige øjne. Du har ret i at vi skal være taknemmelige for meget. Det kan gå så ufatteligt hurtigt.
Puha – kuldegysninger og tårer – af både lettelse og angst og over det smukke i, at I begge to tænkte på hinanden
Åh får helt tåre i øjenene, typisk mor-gen.
Takker for påmindelsen…
Åh ..nej…tuder…
Kender det alt for godt, har desværre alt for tit den fornemmelse.
Men lettelsen er jo dejlig.