I dag mødte jeg en kvinde, som sagde, “Jeg vil lige sige, at jeg har læst din bog, og jeg græd hele vejen igennem den.”
Og så begyndte hun at græde igen. Jeg gav hende et knus – og begyndte selv at græde.
“Jeg ved ikke, hvorfor jeg nu græder igen”, sagde hun.
Men jeg tror godt, jeg ved hvorfor. Det er fordi, det er bevægende, når man mærker, at man ikke er alene. Når man mærker, at nogen forstår, hvem man er. Efter at have levet et halvt liv i overbevisning om, at man er … for særlig til at blive rummet af andre. Jeg er stolt over, at min bog kan afføde den reaktion. Det var præcis den samme, jeg selv havde, da jeg førte gang læste om at være introvert: “Han skriver om mig! Der er flere som mig. Det er ok at være som mig.”
Jeg mødte den kvinde til et foredrag, som jeg vidste ville blive mit sidste. Ikke fordi der ikke er efterspørgsel på flere (for det er der). Og ikke fordi jeg ikke kan lide at holde foredrag (for det kan jeg). Jeg har ikke desto mindre længe sagt nej tak til flere, fordi alting har sin tid. Men lige netop det at møde en kvinde, som hende i dag… det kommer jeg til at savne.
Tak til alle jer, som har læst bogen og hørt foredragene! Det har været en ære at møde jer både virtuelt og In Real Life.
Dagens snapshot: Det der bord, jeg har fået… Jeg vil bare lige vise, hvor smukt regndråberne lægger sig på overfladen. Den slags gør mig komplet lykkelig!
Tæt på (men til gengæld ikke den rigtige farve…):
