For mig er en æra slut i dag. For i dag skete det, jeg vidste, ville ske snart….
Jeg gik tur med Jacob til Super Bæstet, spurgte om jeg måtte holde ham i hånden og fik svaret, “Helst ikke, jeg er jo næsten lige så høj som dig”. Jeg spurgte så, om jeg måtte lægge min arm om hans skulder, men det måtte jeg heller ikke så gerne.
Og da vi senere stod inde i butikken, fortalte han mig med udsøgt gru i stemmen, hvad der sådan set nok er det pinligste i hele verden: “Man har meldt sig til et talentshow og ens mor følger én derhen. Og så prøver hun bare for sjov. Og man går ikke selv videre, men det gør MOREN!”
Ok. Point taken. Jeg er pinlig.
Fra nu af går jeg så bare rundt og kigger på tulipaner eller noget:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ak ja – de bliver store, men også heldigvis.
Men når lyset bliver slukket, og der skal siges godnat, så er min 13-årige ikke altid for stor til godnatknus og kys <3
Ak ja, ak ja.
Kunne være sket meget tidligere. Min søn på nu 12 år skulle som 4-årig en dag vinke farvel i børnehaven til mig. Jeg plejede at lave luftkys, men den dag, da min hånd var på vej op til min mund, kunne jeg se, at hans øjne blev helt vilde og han rystede energisk på hovedet… 4 år! Hvad giver du?!
I dag kan jeg kun slutte mig til Louise T og sige, at han faktisk en sjælden gang (nok påvirket af, han har en lillesøster på 4) med et skævt smil, der indikerer, at han godt ved, han er (for) stor, og med store puttebevægelser ned i dynen i sin seng, spørger, om jeg vil synge godnatsang! Det vil jeg selvfølgelig. Man bestemmer selv, hvornår man er stor og hvornår man er lille. Det er der ingen andre, der kan bestemme.
Nemlig! Man bestemmer selv. Og man kan sagtens være stor-lille, som Jacob kalder det. Det er vi vist i grunden alle sammen?