I dag har jeg mødt en gammel bekendt. Egentlig gad jeg hende ikke og havde i hvert fald ikke inviteret hende. Men så kom hun altså alligevel. Insisterende. Og så blev jeg ligesom tvunget til at invitere hende indenfor. Det skulle jeg have gjort for flere dage siden.
Hun hedder Anna. Hun er 18 år gammel. Og hun synes, det er helt vildt uretfærdigt.
Mødet foregik i stuen, hvor jeg satte mig i eftermiddagsmørket med en kop te og spurgte højt ud i luften, “Ok, hvad er der så egentlig i vejen?” Denne talen højt er en pinlig nødvendighed. Jeg er et menneske, som ikke bliver klogere af at tænke over tingene, men kun af at tale om tingene. Så det gør jeg: Jeg taler.
Det, der kom ud, lød fuldkommen som hende Anna 18 år, som synes, det er helt vildt uretfærdigt og er vældig såret over det. Og her er “Hele 3 ting”, jeg har lært:
1: Når hun kommer, skal jeg tage pænt imod hende. Jeg skal sige, “Nå, er du nu der igen. Jeg ser dig. Jeg skal nok tage mig af dig. Så, så, lille du.” For sårede følelser skal behandles som babyer.
2: Jeg skal lade være med at være flov over hende, bekæmpe hende og dermed gøre mig selv til en kampplads mellem godt og ondt. Hun er en del af mig. Det er helt ok.
3: Jeg skal gøre som Pema Chödrön siger: Når noget i livet ikke går helt, som det skal, skal jeg lade være med at ville løbe væk fra det eller fixe det i en vældig fart. Jeg skal være nysgerrig på det. Jeg skal sige, “This is a unique moment. So let’s taste it, smell it, experience it.”
Og mens jeg var optaget af det – tasting, smelling, experiencing – passede min personlige assistent min mail. I hvert fald åbnede hun en hel masse af dem:
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Jeg tror, vi er født under samme stjerne eller…noget. Jeg har i hvert fald også mødt Tina-nok-nærmere-14-år og godt og grundig teenage-mopset på verden: Hvorfor er der ingen, der kan lide mig? Hvorfor er der ingen, der hører på mig? Hvorfor er der ingen, der tager sig af mig og mit liv? Jeg gider ikke gå på arbejde (ok – 14 var nok noget med skolen… men faktisk er jeg ret glad for mit arbejde – normalt!), jeg gider ikke…
Kender du den sang? Der er noget med “Jeg gider ikke vågne, jeg gider ik’ stå op, jeg vil bare lig’ og dovne, til jeg ikke gider mer’”? Den når også til: jeg gider ikke gide…
Jeg besluttede mig også for, at jeg måske bare skulle lade følelsen være og bare gå ind i den og sige: ok, nogle dage har jeg det sådan. Lad mig se engang, hvorfor mon. Jeg ved ikke, om jeg fik det bedre af det, men jeg fik i hvert fald konkretiseret mine følelser og sat navn på og det gjorde mig faktisk godt. Man skal jo huske på, at man indeholder det hele – også det sure, og triste og umulige og at man faktisk ikke ville være menneske uden.