Mandag den 9. maj

I går var det Sørens fødselsdag. Han ville gerne spise ude – så det gjorde vi. Nemlig ude på en græsplæne. Altså ikke en hvilken som helst græsplæne, men vores egen. Som i: Vores HELT egen græsplæne. Vi har nemlig købt et rækkehus og fik nøglerne til matriklen i forgårs.  Vi flytter først ind til sommer.

Vi bar altså  bord, stole, flag og mad over i det tomme hus. Hyggede os gevaldigt, men kom så i tanker om en alvorlig fejl:  Vi havde jo glemt at invitere et medlem af familien! Børnene løb derfor hjem og hentede katten. Som straks efter ankomst demonstrerede, at nok er hun ustyrligt sød, men hun har kun en ært til hjerne. Og denne ært  signalerede “FARE!”. Så katten fløj hen over et to meter højt plankeværk til naboen. Og derfra videre over til den næste have i rækken.  Vi kaldte og kaldte og tryglede og jamrede, men ærten rullede ikke.

Så går jeg op på øverste etage i huset og spejder ud i kvarteret. Og får øje på katten, som sidder med rejste børster  i et træ et par haver længere nede i rækken. Jeg råber til Elise, som straks sætter i spring ned langs stakitterne. Hun får hevet Chilli til sig og rækker hende over vores hegn ind til Søren, som tager hende i psykiatrisk behandling med ord og noget, der svagt minder om en bæltefiksering. Indtil kræet falder til ro.

Midt i dramaet ringer det på døren.  Jeg åbner nervøst (det er jo nok nogen, der vil klage over katten, tænker jeg) – og udenfor står der en stor gruppe pænt påklædte mennesker, der har asiatisk udseende. De siger ikke noget. Det gør jeg til gengæld efter et stykke tid. Jeg siger, at den filipinske au pair er flyttet. Jeg kunne jo godt se, at de ikke kom for noget med katten. Så måtte det vel være noget med den au pair, som boede i huset til i forgårs, ikke? Men det er det heller ikke. De siger “Mongolia?” – og jeg fatter, at det er en delegation til den Mongolske ambassade længere nede i rækken. Jeg peger. Sådan cirka blodrød i hovedet.

Så fik vi ligesom præsenteret familien for de nye naboer: En vild kat og en flok støjende mennesker, der tror, at alle asiater er au pairs.

Ja, undskyld, det her har jo ikke noget at gøre med “Hele 3 ting”. Og da slet ikke med Zen. Jeg ved altså ikke, om der kommer nogen Zen i det her nye liv som parcellist. Det var ellers det, der var meningen, men jeg synes vi er “off to a slow start”.