1
Det gode ved, at bladene er faldet af træerne, er, at jeg nu kan se hele vejen fra karnappen og til hjørnet. Derfor kan Søren og jeg igen (efter en sommerløvspause) stå og følge, når Jacob går i skole om morgenen. Se ham hoppe afsted som et føl og vende sig om to gange og vinke til os. Jeg elsker det. Det er et af dagens enkleste og dejligste zen-fyldte ritualer.
2
Og i eftermiddags kunne jeg gøre det samme med Elise: Se hende iført regntøj og oppakning køre afsted til ridning. Med én hånd på styret og den anden vinkende, indtil vi ikke kunne se hinanden længere.
Jeg bliver så rørt. Det må være noget arketypisk halløj, der aktiveres: Glæden ved at se sine børn bevæge sig ud i verden. Og samtidig længslen efter at hive dem tilbage igen og give dem et ekstra knus med på vejen.
3
Og så oprandt dagen, hvor jeg skulle til anden og sidste Mekanik-aften hos Mtb-tours. Jeg har idag sat en casette på. Nej, det er ikke et casettebånd med ABBA, men derimod… noget der sidder bag på cyklen. Og der skal bruges kædepisk (ja, kædepisk). Af andre ord, jeg ikke ville have troet hørte hjemme i det univers, kan nævnes: en quickie og glidecreme. Mændene på kurset var for seriøse til at se det sjove i det. Men jeg havde på det tidspunkt opgivet at lære mere, så jeg havde masser af mentalt overskud til at køre ud af tangenter helt alene. Til gengæld tror jeg ikke, jeg gør klogt i at køre ud i skoven helt alene. For tænk, hvis jeg punkterer…
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Hold da helt fest hvor jeg synes, at det er sejt, at du har gennemført det der mekanik-kursus!
Det du skriver om at stå og se børnene begive sig afsted til skole og fritidsaktiviteter genkender jeg så tydeligt. Jeg gjorde det samme – og ja, nu hvor de er voksne, må jeg også bare stadig stå og vinke, sålænge jeg kan se dem, når de kører efter at have været hjemme på besøg