Et af de få tidspunkter på dagen, hvor alle familiemedlemmer her i huset sidder stille ned samtidigt er mellem kl. 18.30 og kl. 19.15. Sådan cirka. Så det mindste, man kan gøre, er vel at tænke over, hvordan det tidsrum kommer til at indeholde mest mulig Zen. Men det har jeg ikke altid gjort…
Alle familier har faste pladser om middagsbordet. Det havde vi også her hos os: på den ene langside sad Ægtefælle og jeg. Overfor mig sad Elise og overfor Ægtefælle sad Jacob. Sådan var det bare blevet. Det var ikke planlagt. Og det var netop problemet. For når man inviterer andre til middag, ville man da ikke drømme om at overlade det til tilfældighederne, hvem der sidder hvor. Enhver ved, at man ikke skal sætte ham-der-snakker-men-aldrig-lytter ved siden af hende-der-lytter-men-helst-kun-fortæller-hvis-hun-bliver-spurgt. Han vil selvfølgelig nyde at have én at fortælle til, han vil synes rigtig godt om hende og gå lykkelig hjem. Men hun vil have haft en umådeligt trættende aften. Så man tænker sig om, og lægger en bordplan, der passer alle. Hvorfor gør man egentlig ikke det samme i sin familie?
Lad mig uden at gå i detaljer sige, at det betød en kæmpe forskel, da vi - Ægtefælle og jeg – lagde bordplan. Da vi besluttede, at børnene ikke skulle sidde på samme langside, så de hele tiden kunne stikke til hinanden. Og at forældrene ikke skulle sidde på samme langside og udgøre en forældrefront, der kunne opfattes som en magtbrynde.
Dagens gode råd: Hvis du drømmer om Zen ved middagsbordet (eller bare fred og ro), så læg en bordplan.
Dagens snapshot: Love-love-love
